EMNER

It-milliardær med hang til det vilde liv

¤Erik Damgaard, it-milliardær, fylder onsdag 50 år. Erik Damgaard har de senere år fyldt meget spalteplads i landets aviser. Efter et forholdsvis tilbagetrukket liv som ejer af it-virksomheden Damgaard Data sammen med broderen Preben Damgaard blev han i 2002 milliardær, da selveste hr. Microsoft Bill Gates købte brødrene ud for 11 milliarder kroner. Og det blev startskuddet til, at Erik ændrede livsstil. Efter en skilsmisse mødte han den tidligere model Anni Fønsby, der i dag kalder sig Anni Brinch. Og det blev starten på et liv i sus og dus sammen med jetsettet. De to blev for alvor landskendte, da de deltog i realityshowet "Erik og Anni goes to Hollywood". Her fulgte man milliardæren og hans kærestes liv i USA - og man kom tæt på parrets op- og nedture, planer om bryllup, deres plastikoperationer, deres brud og "funden-sammen" igen. Parrets kærlighedshistorie fik luft under vingerne, da det kom frem, at de skulle giftes i den italienske badeby Porto Fino. Og brylluppet var planlagt til at vare tre dage og koste 1,6 millioner kroner. Men lykken brast - og parret aflyste via pressen brylluppet. Ekstra Bladet kunne berette, at Erik havde tænkt sig om og efter tænkepausen trak i land. Siden fandt de to dog sammen igen. Men lykken blev endnu en gang truet, da det kom frem, at Anni Fønsby havde drevet en række bordeller. Det blev hun i efteråret idømt to års fængsel for af Retten i Odense. Samtidig krævede retten seks millioner kroner konfiskeret, som Anni skulle have tjent på bordeldriften. Men kærligheden overvinder alt, viste det sig. I februar 2009 giftede parret sig på rådhuset. Og i april sidste år blev de forældre til en lille pige./ritzau/

Forsiden