Aalborg

It-nat med lokkende toner

Det kniber efterhånden med at finde unge mennesker med interesse for it-fagene, og derfor skruede en lang række it-virksomheder landet over i aftes op for charmen og inviterede de unge ind for at se, hvad der egentlig foregår.

En hånd­fuld af ele­ver­ne fra Aal­borg Han­dels­gym­na­si­um kig­ger Sam Golchin Jen­sen over skul­de­ren hos Logimatic i Skal­borg.foto: lars pau­li

En hånd­fuld af ele­ver­ne fra Aal­borg Han­dels­gym­na­si­um kig­ger Sam Golchin Jen­sen over skul­de­ren hos Logimatic i Skal­borg.foto: lars pau­li

Under it-natten, som arrangementet blev kaldt, var en busfuld elever fra it-klasserne på Aalborg Handelsgymnasium på turné til fire af Aalborgs fremmeste firmaer i genren, nemlig Logimatic, Columbus IT, Nykredit og WirTek. Det gav ikke umiddelbart de store resultater. Kun få af eleverne markerede, at de var parat til at blive datalog, datamatiker eller måske ingeniør. Men, forklarede de unge, de er også kun på andet år, så det er endnu for tidligt at tage stilling til et karrierevalg. Der er ellers gode muligheder for at få job i it-branchen, lønnen er højere end mange andre steder, og det handler altså ikke bare om at programmere, men i høj grad også om at få teknologi og mennesker til at spille sammen. På landsplan havde it-natten deltagelse af omkring 900 elever, som tilsammen besøgte cirka 80 virksomheder. Bag arrangementet stod de to brancheorganisationer Itek og IT-Branchen, som ellers normalt konkurrerer. Det står fast, at arrangementet også gennemføres næste år, og så håber man på endnu flere deltagere. I Aalborg-området måtte et par af de tilmeldte virksomheder således undvære besøg, fordi det ikke var lykkedes at skaffe elever nok til to hold besøg. flemming.junker@nordjyske.dk