It på børns præmisser

Selv børn helt ned til tre-fire års-alderen bruger i dag it i mange sammenhænge. Det stiller store krav til dem, der udvikler it-systemerne, da børn ikke har de samme færdigheder som voksne.

Derfor er netop børn og deres brug af it i fokus, når forskere og repræsentanter fra industrien i de kommende tre dage samles til en international konference arrangeret af Aalborg Universitet (AAU). - De fleste it-systemer er i dag designet til voksne og ud fra voksnes mentale og motoriske forudsætninger. Men de systemer kan børn ikke bruge, for eksempel fordi de ikke kan læse, og derfor vil vi på konferencen arbejde med, hvordan man bedre adresserer it-systemerne til børnene, fortæller lektor ved Institut for Datalogi på AAU, Mikael B. Skov. Udviklingen ikke toppet Allerede i dag findes der mange produkter og online-tjenester, som er specialudviklede til børn på forskellige alderstrin. DR’s Internet-tjeneste ’Oline’ og spillekonsoller, hvor man skal bruge sig selv fysisk i spillene er blot et par eksempler. Og udviklingen er langt fra toppet, mener Mikael B. Skov: - Det er et område i kraftig vækst, siger han og fortsætter: - Børnesegmentet er jo rigtig stort, for børn er ikke så bange for den ny teknologi, og de er ofte parate til at prøve nye ting, så længe de synes, det er interessant eller sjovt, siger Mikael B. Skov. Han lægger heller ikke skjul på det økonomiske aspekt. - Det er jo en gruppe med mange penge til rådighed, så det er jo heller ikke en dårlig forretning at udvikle nye it-systemer rettet mod børn, siger han. Industrien er med Derfor er der på konferencen både internationale forskere og folk fra industrien blandt deltagerne, og den blanding har Mikael B. Skov store forventninger til. - Det vil forhåbentlig give nogle andre nye vinkler og spændende diskussioner. Det bliver i hvert fald spændende at høre mere om, hvad industrien pønser på på området, siger han og tilføjer. - Og så håber jeg, at konferencen kan sætte gang i mere samarbejde mellem forskerne og praktikerne. Også AAU og dets forskning på området kan få fortjeneste af at arrangere konferencen, der er den syvende af sin slags, mener han. - Forhåbentlig får vi sat Aalborg på verdenskortet indenfor udvikling af it-systemer til børn - en konference som denne er jo den bedste måde at gøre opmærksom på sig selv, siger Mikael B. Skov

Forsiden