It skal gøre bygninger mere energieffektive

Sammen med de nordjyske IKT-virksomheder søsætter Aalborg Universitets Center for Indlejrede Software Systemer (CISS) nu et nyt netværk.

HJEMMETS VARME kan styres mere intelligent og effektivt end blot at stille på radiatorventilen, hvis man tager nye it-løsninger i brug. Et netværk af forskere, udviklere og virksomheder omkring AAU skal fremme udviklingen. Arkivfoto

HJEMMETS VARME kan styres mere intelligent og effektivt end blot at stille på radiatorventilen, hvis man tager nye it-løsninger i brug. Et netværk af forskere, udviklere og virksomheder omkring AAU skal fremme udviklingen. Arkivfoto

Det nye netværk skal sætte fokus på, hvordan it kan udnyttes i hverdagen til at gøre bygninger og huse mere energieffektive. Lanceringen af netværket er et led i en større satsning på forskning inden for - og udvikling af produkter til - energieffektive bygninger. Nordjylland er i forvejen i front inden for området, og nu skal denne position udbygges og udnyttes yderligere. Netværket IKT i energieffektive bygninger skydes i gang med en workshop fredag 9. april i NOVI Science Park. Her vil der være mulighed for at høre mere om intelligente IKT-løsninger til energibesparelser i hjemmet. Det er CISS fra Aalborg Universitet og sammenslutningen af nordjyske IKT-virksomheder BrainsBusiness ICTNORCOM, der står bag arrangementet, og her er der ingen rysten på hånden, når snakken falder på de nordjyske kompetencer og det potentiale, der ligger i dem: - I Nordjylland har vi nogle unikke kompetencer inden for højteknologiske systemer til opnåelse af energibesparelser. Disse kompetencer skal nu bringes i spil i forhold til det store globale fokus, der er på klima og energibesparelser, siger professor og direktør for CISS Kim Guldstrand Larsen om målene for netværket. - Vi skal sammen med virksomhederne sørge for at ride med på den klimabølge, der nu for alvor ruller globalt. Vi ser nemlig nogle stærke muligheder i at blive nogle af verdens bedste inden for et område med et kæmpe økonomisk potentiale, tilføjer han. Virksomhederne i netværket deler optimismen: - Det er vores opfattelse, at det er her og nu, at potentialet kan indløses. Vi har teknologien, og samfundet har behovet, og derfor er det meget givende at få et netværk, hvor universitetet og virksomhederne snakker sammen med henblik på at styrke klyngen af IKT-virksomheder inden for området, siger sekretariatsleder i BrainsBusiness ICTNORCOM Birgit Pia Nøhr. En af virksomhederne er Aalborg-virksomheden Seluxit, der udvikler trådløse systemer til måling og styring af varme, el osv. i hjemmet: - En af de største udfordringer er at få de forskellige systemer til at snakke sammen og gerne trådløst, men her har vi og andre nordjyske virksomheder en række helt unikke kompetencer, siger medejer og administrerende direktør i Seluxit Daniel Lux. IKT-virksomhederne inden for området arbejder eksempelvis med systemer, der automatisk sørger for regulering af lys, ventilation og varme, og systemer, der sørger for at optimere og fordele døgnets energiforbrug.