Lokalpolitik

IT-værktøj som i Aalborg Kommune

Nyt IT-isenkram skal forberede overgangen til Aalborg Kommune

STORVORDE:Sejlflod Kommune får snart et helt nyt elektronisk sagsbehandlingssystem (ESDH). Det har været over et år undervejs med flere demonstrationsbesøg, drøftelser, dialogmøder og endeligt en indstilling fra IT-strategigruppen, som økonomiudvalget kort før jul godkendte. - Når vi har ventet så lang tid som vi har, skyldes det, at regeringen efter sommerferien åbnede op for muligheden, at Aalborg Kommune kunne blive større efter den nye strukturreform. Havde vi gået med i banankommunen (med Støvring og Skørping kommuner, red.), var vi måske endt op med et andet system, siger Kristian Schnoor. Forberedelse til sammenlægning Det skyldes, at valget af leverandør - Fujitsu Siemens - har en tilsvarende kontrakt med Aalborg Kommune. Dermed kommer administrationen til at arbejde med de selvsamme redskaber, som man fra 1. januar 2007 får i den nye store Aalborg Kommune. - Dermed kan vores medarbejdere fra Dag 1 hoppe direkte ind på pinden i Aalborg Kommune. Alle vores bestræbelser må gå på, at vore medarbejdere er så forberedt som muligt på sammenlægningen, og det er systemet her medvirkende til, siger Kristian Schnoor. ESDH går i sin enkelhed ud på at forbedre personalets kompetence i digitale arbejdsgange. Derfor er det først og fremmest et internt arbejdsredskab, men Kristian Schnoor mener bestemt, at borgerne kommer til at mærke forskellen. - Det bliver ikke fra starten af, men med tiden giver det også en hurtigere sagsbehandling. Systemet i dag er meget firkantet. For eksempel:Hvis man henvender sig på socialforvaltningen, bliver det hele meget udførligt skrevet ned efter diverse love, og der bliver lavet en sagsmappe. Fremover vil den være elektronisk, og det vil forhåbentligt være med til at skære ventetiden ned, siger borgmesteren, der selv husker hvordan man i sin tid havde to tekstbehandlingsanlæg i alt på rådhuset. - Det går i retning af det papirløse samfund, og der ligger bestemt et rationale i det, pointerer Kristian Schnoor. Udover systemet fra Fujitsu Siemens har der været indhentet tilbud fra tre andre leverandører. Det kommer til at koste et seks-cifret beløb at implementere ESDH, men stadig 2-300.000 kroner under de 800.000 kroner, som kommunalbestyrelsen havde afsat.

Forsiden