- Italien er fint for mig

AaB's Michael Silberbauer glæder sig til stor udfordring med U 21-holdet

AALBORG:- Hvis man ikke kan få dem, man helst vil møde, så er det dejligt at få den mest interessante modstander. Med den indfaldsvinkel ser AaB's Michael Silberbauer frem mod de to play off-kampe mod Italien, han og det danske U 21-landshold i fodbold skal igennem for at forsøge at nå EM-slutrunden næste år. - Umiddelbart kender jeg ikke så meget til det italienske hold. Men jeg kan se, at de slog Finland 1-0 og 2-1. Og vi har også slået Finland 2-1 (20. august i en venskabskamp i Valby, red.), så på den baggrund er der vel ikke grund til at tro andet, end at vi kan matche italienerne. Silberbauer, med 22 kampe på U 21-landsholdet bag sig, mener, at det danske mandskab står godt som hold. - Vi har mange strenge at spille på rent offensivt, og fungerer godt sammen, og der har vi måske en fordel. Man har ofte set italienske talenter arbejde meget hver for sig, for at promovere sig selv. Den holdning ligger til gengæld fjern for Michael Silberbauer, for selv om to kampe mod Italien vil have stor medie-bevågenhed - og især have mange pengestærke italienske talentspejdere ude - så fokuserer AaB'eren anderledes: - Nej, at det skulle være et udstillingsvindue, og være en ekstra mulighed for at vise, hvad man kan, det tænker jeg ikke på. Jeg vil fortsat gerne videre i min fodboldkarriere, det har ikke ændret sig, men sker det i den her forbindelse, så er det en sidegevinst. - For mig er målet at komme til en slutrunde, fastslår Silberbauer, som mener, at hans eventuelle overgang til en udenlandsk klub mest er noget, pressen tidligere har fokuseret på. Nu er fokus taget noget af AaB'eren, og koncentreret mere om andre, såsom U 21-kollegaerne Tommy Bechmann og Jan Kristiansen fra Esbjerg, samt Thomas Kahlenberg fra Brøndby.

Forsiden