Italien har laveste antal coronapatienter siden marts

Mandagens opgørelse fra Italien viser, at antallet af coronapatienter på intensivafdeling er nede på 999.

Med masker for munden nød mange italienere det gode vejr i weekenden. Her i byen Castiglione della Pescaia.

Med masker for munden nød mange italienere det gode vejr i weekenden. Her i byen Castiglione della Pescaia.

ROM:For første gang i to måneder har Italien færre end 1000 alvorligt syge coronapatienter indlagt på landets intensivafdelinger.

Helt præcis er 999 mennesker, der er smittet med coronavirus, indlagt på intensiv, oplyser italienske sundhedsmyndigheder mandag.

Det er det laveste tal, siden Italien lukkede ned den 10. marts for at bremse smittespredningen, meddeler sundhedsberedskabet i Italien.

Da det var på sit højeste, var der i begyndelsen af april indlagt lidt over 4000 alvorligt syge coronapatienter på de italienske intensivafdelinger.

På det tidspunkt var Italien epicentret i coronapandemien. Hospitalssystemet i den nordlige del af landet - som var den hårdest ramte region - var på randen af sammenbrud.

Også antallet af nye smittetilfælde er nu på det laveste niveau siden begyndelsen af marts. Der er registreret 744 nye tilfælde af smitte i det seneste døgn mod 802 dagen inden.

I det seneste døgn er 179 mennesker døde med coronasmitte. Det er en smule flere end dagen før, hvor der blev registreret 165 coronadødsfald.

Samlet set har Italien registreret 30.739 coronarelaterede dødsfald, siden udbruddet begyndte i det sydeuropæiske land den 21. februar.

Kun Storbritannien og USA, der begge har en større befolkning, har et højere antal coronadødsfald.

Italien har konstateret knap 220.000 tilfælde af smitte siden februar. Af dem er over 106.000 erklæret raske igen.

Regeringen er så småt begyndt at lempe på de skrappe restriktioner, der blev indført for to måneder siden.

I næste uge får blandt andet butikker, museer, biblioteker og kirker lov at åbne. Den 1. juni kan barer, restauranter og frisørsaloner slå dørene op.

Myndighederne opfordrer fortsat folk til at være forsigtige for at undgå en ny bølge af coronasmitte.

- Der er for mange mennesker udenfor, og desværre er der for mange uden masker eller som ikke respekterer at holde afstand, siger Roberto Cauda, der er leder af afdelingen for smitsomme sygdomme på Gemeli-hospitalet i Rom.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.