Retspleje

Italien overvejer at give 350.000 lovligt ophold

BRUXELLES:Nye spændinger synes på vej mellem de europæiske lande, fordi Italien efter spansk fortilfælde overvejer en amnesti for mindst 350.000 mennesker, der er indvandret ulovligt. Amnestier af denne type skaber typisk irritation mellem EU-landene. Med Schengensystemet har de fjernet den indbyrdes grænsekontrol, og de hæfter derfor solidarisk for hinandens beslutninger, selvom asyl- og indvandrerpolitik er et nationalt anliggende. Foreløbig har EU’s justitskommissær Franco Frattini, som blev udpeget til sin post af Silvio Berlusconi, truet den nye italienske regering med en EU-retssag. Hver enkelt ny opholdstilladelse skal ses grundigt efter i sømmene, lyder formaningen. Regeringen i Rom begrunder sit dekret med et ønske om at løsne op for flaskehalse på arbejdsmarkedet i Norditalien. Mere generelt er der i Sydeuropa en vis utålmodighed med de nordlige lande, som ikke ser det massive immigrantpres fra Nordafrika som et kæmpeproblem for unionen. Omvendt reagerede Tyskland, Holland, Frankrig og Danmark kritisk, da Spanien i 2005 lavede amnesti for omkring 700.000 ulovlige indvandrere. Ifølge integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) risikerede Spanien dermed at blive et “rent trækplaster” for nye indvandrere, og samme grundholdning har den franske indenrigsminister Nicolas Sarkozy. - Jo mere massivt du giver opholdstilladelser, desto flere ulovlige immigranter vil der komme, siger han ifølge Reuters. Sarkozy, som gerne vil være fransk præsident, barsler for tiden med et noget hårdere opgør med illegale immigranter. De skal blandt andet spores via deres børns tilmelding til franske skoler. Han håber at kunne give lovligt ophold til 6000 indvandrere og sende det dobbelte antal hjem. I alt anslås det, at Frankrig har 200.000-400.000 illegale indvandrere. Ifølge Den Internationale Organisation for Migration (IOM) har tidligere amnestier hjulpet millioner af illegale indvandrere i Europa til et ordentligt liv. Men amnestier fjerner incitamentet til at finde lovlige måder at komme ind i EU på, lyder det. /ritzau/