Italien slider point hjem mod Polen i Nations League

Italien var hjemme bagud 0-1, men Jorginho sikrede uafgjort på et straffespark mod Polen i Nations League.

Italiens midtbanespiller Jorginho scorede på et straffespark i anden halvleg, hvilket gav Italien 1-1 hjemme mod Polen i Nations League. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Fodbold 7. september 2018 22:56

Roberto Mancini er fortsat ubesejret som italiensk landstræner.

Fredag tog Italien imod Polen i Nations League i Bologna, og her formåede Italien at komme tilbage og få 1-1.

Dermed har begge mandskaber et point i gruppe 3 i lag A, som også inkluderer Portugal, der ikke har været i kamp endnu.

Mancini var i spidsen for Italien i sin første kamp om point, efter at han i maj blev præsenteret som den nye italienske landstræner og i slutningen af maj var på sidelinjen, da Italien besejrede Saudi-Arabien 2-1.

Det skete, mens italienerne forberedt sig på at se VM-slutrunden i Rusland fra sofaen, da det ikke lykkedes Italien at kvalificere sig.

Mancini tog over efter den midlertidige landstræner Luigi Di Biagio, der havde afløst fyrede Gian Piero Ventura, der ikke overlevede Italiens store skuffelse med manglende VM-kvalifikation.

Kampen mod Polen blev spillet i Bologna, hvor 53-årige Mancini indledte sin aktive karriere som spiller, da han var 16 år, og den tidligere Inter- og Manchester City-træner havde da også beskrevet opgøret mod Polen som en følsom affære i optakten.

Fem minutter før pausen var det hele så til at tude over for landstræneren, da italienerne blev taget på sengen.

Robert Lewandowski driblede i venstre siden, og Bayern München-stjernen lagde en perfekt bold ind i feltet, hvor Italiens forsvar sejlede rundt.

Napoli-angriberen Piotr Zielinski var helt umarkeret, da han løb bolden i møde, og Zielinski flugtede den køligt i mål bag Milan-keeper Gianluigi Donnarumma til 1-0-føring til gæsterne.

I anden halvleg reagerede Mancini og hev Lorenzo Pellegrini, Mario Balotelli og Lorenzo Insigne ud og erstattede dem med Giacomo Bonaventura, Andrea Belotti og Federico Chiesa.

Med et kvarter igen kom der så jubel på stadion i Bologna.

Jakub Blaszczykowski nedlagde Chiesa i feltet, og selv om det på tv-billederne lignede, at polakken ramte bolden først, så fik Italien tilkendt et straffespark.

Her var Chelseas Jorginho efterfølgende helt cool og udlignede til slutresultatet 1-1.

Rusland slog fredag Tyrkiet 2-1 i lag B, mens Færøerne hjemme i lag D besejrede Malta 3-1.

Nations League er et ny turneringsformat, som skal erstatte for mange betydningsløse venskabskampe.

Der er fire EM-billetter til 2020 på spil i turneringen, som er inddelt i fire lag fra A til D.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...