Italiener hurtigsti spurten

MACON:Det var egentlig en cykeldag, man godt kunne have været foruden, for alle i Tour de France ser frem mod dagens enkeltstart, hvor mange ryttere kæmper om både den gule trøje og de øvrige pladser på podiet. Men cykle skulle rytterne i går - alt i alt 197 kilometer uden de helt store udfordringer på vejen til Macon. Og ganske som ventet var det et større udbrud med 15 ryttere, der kunne få lov til at afgøre etapen imellem sig, for i feltet skulle klassementrytterne spare benene så meget som muligt, så de er klar til dagens altafgørende strabadser. Med i udbruddet var CSC’s David Zabriskie, men han formåede ikke at gøre sig gældende i afslutningen, og måtte til sidst nøjes med 14.pladsen på etapen. - Vi havde snakket om, at vi gerne ville have en med, hvis der kørte et større udbrud, men det var lidt en tilfældighed, at det blev Dave. Han er alligevel ved at være træt og kan nok ikke levere det store resultat på enkeltstarten alligevel, siger teamchef Bjarne Riis. Mod afslutningen af etapen lykkedes det for tre mand at rive sig fri fra de øvrige konkurrenter. Matteo Tossato fra Quick Step fik hul sammen med Christian Moreni fra Cofidis og Ronny Scholz fra Gerolsteiner, og de tog hurtigt afstand til de øvrige i gruppen. Tossato er kendt som en hurtig herre, og han har tidligere vundet en etape i Giro d’Italia foruden at have arbejdet som tog for Petacchi, så det var ikke nogen overraskelse, at han åbnede spurten fra spids, og sikrede sig sejren foran Moreni. Etapen var meget stille og rolig for os, som den skulle være, og Carlos sad på hjul hele dagen i ly i vinden, så han sparede så mange kræfter som muligt, siger Bjarne Riis. Feltet blev decimeret med yderligere to ryttere på gårsdagens etape. Den dobbelte etapevinder Oscar Freire havde ondt i maven og stillede ikke til start - det kan dog også være, at konen og det nyfødte barn trækker lidt mere i den lille hurtige spanier. Euskaltel-rytteren David Lopez Garcia stod af undervejs.ols