Italiener triumferer i de hurtige mænds OL-finale

I europæisk rekordtid vandt Marcell Jacobs fra Italien mændenes 100-meterfinale ved OL i Tokyo.

Marcell Jacobs vandt OL-finalen foran Fred Kerley fra USA.

Marcell Jacobs vandt OL-finalen foran Fred Kerley fra USA.

TOKYO:Italieneren Marcell Jacobs kan frem til næste OL i Paris kalde sig olympisk sprinterkonge.

På det olympiske stadion i Tokyo vandt den 26-årige italiener OL-finalen for mænd i tiden 9,80 sekunder. Det er europæisk rekord og fire hundrededele af et sekund hurtigere end Fred Kerley fra USA, der tog sølv.

Andre De Grasse fra Canada løb med bronzemedaljen, hvilket var en gentagelse af hans bedrift fra OL i 2016.

Marcell Jacobs indtager med sejren den trone, der er blevet ledig, efter at Usain Bolt har stoppet karrieren. Jamaicaneren har været regerende olympisk mester siden 2008.

Italieneren var ellers en af de langsomste ude af startblokken og måtte se Fred Kerley skaffe sig et pænt forspring.

Men da Jacobs først fik topfart i pigskoene, var han ustoppelig. Han passerede Kerley på de sidste 20 meter og kunne lade sig hylde med en æresrunde på det næsten tomme stadion i den japanske hovedstad.

Jacobs er født i USA, men stiller altså op for Italien, og er derfor den første europæiske vinder af mændenes 100-meterfinale ved OL siden briten Linford Christie i 1992.

Den nye olympiske mester gjorde tidligere på året opmærksom på sig selv ved at vinde indendørs-EM på 60 meter. Men på 100-meteren har hans hidtidige resultater været forholdsvis beskedne.

Ved VM i Qatar for to år siden løb han i den middelmådige tid 10,20 sekunder, da han blev elimineret i semifinalen. I år har han dog fået markant mere fart i fødderne.

I semifinalen tidligere på dagen satte han også europæisk rekord med 9,84 sekunder. En præstation, han altså formåede at overgå, da der var medaljer på højkant.

Der er dog et godt stykke til verdensrekorden 9,58 sekunder, som Usain Bolt sidder på.

I det hele taget kaster den pensionerede legende stadig lange skygger i det internationale sprinterfelt.

Mens Jamaicas kvinder ryddede podiet på 100-meteren, har landet med de stolte sprintertraditioner lige nu svært ved at gøre sig gældende blandt verdens hurtigste mænd.

Både rutinerede Yohan Blake og unge Oblique Seville røg ud i semifinalen, hvilket betød, at ingen af Bolts landsmænd var en del af finalefeltet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.