Italiener vinder bjergetape i Schweiz med flot afslutning

Diego Ulissi vandt 5. etape af Schweiz Rundt, efter at Mikel Landa gik kold på den sidste stigning.

Diego Ulissi vandt 5. etape i Schweiz Rundt. Foto: Ronen Zvulunarkiv/Reuters
Cykelsport 13. juni 2018 17:04 - Opdateret 13. juni 2018 18:10

Diego Ulissi var stærkest, da cykelrytterne i Schweiz Rundt onsdag kørte den første deciderede bjergetape.

Den italienske UAE Emirates-rytter vandt 5. etape, da han var stærkest i spurten blandt en gruppe med nogle af løbets store ryttere.

Flere udbrud var afsted i løbet af etapen på 155 kilometer fra Gstaad til Leukerbad, der bød på tre stigninger, en i kategori 1 og to uden for kategori.

Til sidst var alle udbrydere dog indhentet, og på den afsluttende stigning uden for kategori begyndte de toneangivende ryttere for alvor at røre på sig.

Spanske Mikel Landa (Movistar) kom alene afsted, og blandt andre danske Jesper Hansen (Astana) satte tempo, inden han blev sat fra gruppen med favoritterne.

Mikel Landa så længe ud til at sikre sig sejren, men spanieren kunne til sidst ikke modstå presset fra de ryttere, der jagtede ham.

Diego Ulissi var første rytter til at overhale Mikel Landa, og de øvrige ryttere kunne ikke indhente italieneren.

Spanske Enric Mas Nicolau (Quick-Step) blev nummer to i samme tid som vinderen.

Jakob Fuglsang (Astana) blev nummer 13 og sluttede som bedste dansker på etapen, også i samme tid som Diego Ulissi.

Jesper Hansen blev nummer 24, 1 minut og 24 sekunder efter etapevinderen.

Australske Richie Porte blev nummer otte på etapen og overtager føringen i den samlede stilling.

Hans holdkammerat hos BMC Stefan Küng fra Schweiz kunne ikke sidde med i front og tabte næsten tre et halvt minut.

Stefan Küng må derfor aflevere førertrøjen til Richie Porte.

Australieren er 20 sekunder foran hollænderne Wilco Kelderman og Sam Oomen, der begge kører for Sunweb.

Jakob Fuglsang er nummer 19 samlet, 1 minut og 18 sekunder efter Richie Porte.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...