Europæiske union

Italien blokerer for EU-støtte til præsident i Venezuela

EU-lande anerkender midlertidig præsident i Venezuela. Men Italien siger nej efter splittelse i regeringen.

Studenter demonstrerer foran Italiens ambassade i Venezuelas hovedstad, Caracas, efter nyheden om, at den italienske regering ikke vil støtte EU-erklæring om anerkendelse af oppositionslederen Juan Guaidó som midlertidig præsident.

Studenter demonstrerer foran Italiens ambassade i Venezuelas hovedstad, Caracas, efter nyheden om, at den italienske regering ikke vil støtte EU-erklæring om anerkendelse af oppositionslederen Juan Guaidó som midlertidig præsident.

BRUXELLES:Italien har mandag blokeret for en fælles erklæring fra de 28 EU-lande, der anerkender Venezuelas parlamentsformand Juan Guaidó som midlertidig præsident, oplyser diplomatiske kilder.

Det kommer efter flere dages debat mellem medlemslandene om, hvordan man skal håndtere situationen i Venezuela.

Ti EU-lande har mandag anerkendt Guaidó som Venezuelas midlertidige præsident. Blandt dem Danmark.

Men Italien har med sin indstilling blokeret for et fælles svar fra EU. Det bunder i en intern strid i regeringen i Rom.

Udkastet til en erklæring understreger, at det er op til de enkelt europæiske regeringer at anerkende et andet lands leder.

- De enkelte medlemsstater vil anerkende Juan Guaidó, formanden for nationalforsamlingen, som midlertidig præsident i Venezuela, lyder det i udkastet.

Guaidó udråbte forrige weekend under en stor demonstration i hovedstaden Caracas sig selv som midlertidig præsident.

Han siger mandag i et interview til den italienske avis Corriere della Sera, at han vil gøre alt, hvad han kan, for at få Italiens opbakning.

- Vi vil gøre alt, hvad der er muligt, så Italiens regering også støtter - det er meget vigtigt for os - hvad der udtrykkes af det øvrige EU, siger han.

Der bor mange efterkommere af italienere i Venezuela.

Ifølge Reuters er der splittelse i den italienske regering over spørgsmålet om anerkendelse af Guaidó.

- Femstjernebevægelsen og regeringen vil aldrig anerkende folk, som udpeger sig selv til præsident, siger Alessandro Di Battista, et fremtrædende medlem af bevægelsen.

Han mener, at ultimatummer og sanktioner vil "åbne en vej til en militær indgriben".

Ligaen, det andet parti i regeringen, er derimod opsat på at anerkende Guaidó som leder.

Rusland og Kina støtter fortsat den nuværende venstreorienterede præsident, Nicolas Maduro.

/ritzau/Reuters