Udland

Italiens minister går af efter strid om indisk drabssag

En drabssag mod to italienske marinesoldater i Indien har fået Italiens udenrigsminister til at gå af.

Italiens minister går af efter strid om indisk drabssag

Italiens udenrigsminister siger, at han træder tilbage i protest mod en beslutning om at sende italienske marinesoldater til retsforfølgelse i Indien, hvor de er anklaget for drab på to fiskere.

- Jeg træder tilbage i protest mod beslutningen om at sende to marinesoldater tilbage til Indien. De betænkeligheder, som jeg har givet udtryk for, har ikke haft nogen indvirkning på beslutningen, siger udenrigsminister Giulio Terzi i parlamentet.

Det sker, efter at regeringen fredag besluttede at sende de to mænd tilbage til Indien, hvor de er anklaget for at have skudt og dræbt to fiskere ud for den sydvestlige delstat Kerala.

Mario Montis forretningsministerium havde omgjort en beslutning fra den 11. marts om ikke at sende marinesoldaterne tilbage til Indien efter et hjemmebesøg i Rom på grund af et løfte fra New Delhi om, at de to ikke risikerer dødsstraf, hvis de bliver kendt skyldige.

De to marinere siger, at de affyrede sidste år varselsskud mod en fiskerbåd i den tro, at det var et piratskib.

Italien havde tidligere gjort gældende, at retssagen mod de to anklagede skulle finde sted i Italien, da skudepisoden skete i internationalt farvand.

- Jeg går af, fordi jeg i 40 år har holdt på, at vi skal værne om vort lands ry, om de væbnede styrker og det italienske diplomati, siger den afgående udenrigsminister.

Efter en langvarig strid med Indiens retssystem fik de to mænd tilladelse til at flyve hjem og stemme ved parlamentsvalget i sidste måned. Det var en betingelse, at de vendte tilbage til Indien inden for en måned.

Den italienske ambassadør i Indien tog personligt ansvar for at sende de to mænd tilbage til Indien, og det skabte harme, da Rom den 11. marts pludselig ændrede kurs, og ambassadøren ikke kunne indfri sit løfte.

Da krisen eskalerede, gav de indiske myndigheder ambassadøren forbud mod at forlade Indien.

Den efterfølgende kovending i Italiens regering har fået mange til at protestere.

De to marinesoldater havde allerede en gang tidligere fået særlig tilladelse til at tage hjem til Italien for at holde jul med deres familier, hvor de vendte tilbage til Indien som planlagt.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst