Politik

Italiens Salvini takker nej til tyske råd om minister

En af lederne i Italiens kommende regering sender på Twitter en byge af trods mod Tyskland.

Partileder Matteo Salvini er modstander af euroen, og han frabeder sig råd fra Tyskland - eurozonens økonomiske lokomotiv - om udnævnelsen af Italiens næste finansminister. Foto: Tony Gentile/arkiv/Reuters

Partileder Matteo Salvini er modstander af euroen, og han frabeder sig råd fra Tyskland - eurozonens økonomiske lokomotiv - om udnævnelsen af Italiens næste finansminister. Foto: Tony Gentile/arkiv/Reuters

Tysklands holdning til Italiens næste finansminister er ikke velkommen i den italienske hovedstad, Rom.

Det fastslår Matteo Salvini, lederen af partiet Lega, der vil danne koalitionsregering med Femstjernebevægelsen.

I en trodsig udmelding på Twitter skriver han:

- Tyske aviser og politikere tegner et billede af os som italienske tiggere, driverter, skatteunddragere, dårlige betalere og utaknemmelige. Og nu er det så meningen, at vi skal vælge en økonomisk minister, som er enig med dem? Nej tak.

Salvini fra det højreorienterede Lega er som Femstjernebevægelsen modstander af euroen.

Det har taget de italienske politikere mere end to måneder at finde et flertal, der kan danne regering efter parlamentsvalget den 4. marts.

Lega og Femstjernebevægelsen er meget forskellige partier, men de har lavet et regeringsgrundlag og er i disse dage i gang med at finde ministrene.

Det tyder på, at de er enige om, at økonomen Paolo Savona skal være finansminister.

Han er meget kritisk over for såvel Tyskland, den økonomiske stormagt i EU, som eurozonen.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at den 81-årige Savona i sin seneste bog, "Som et mareridt og en drøm", kalder euroen for "et tysk bur".

Han er i bogen kritisk over for de italienske politikere, der har ført Italien ind i euroen.

- Tyskland skiftede ikke mening om dets rolle i Europa efter afslutningen på nazismen, selv om det gik væk fra det militære, skriver han.

Ifølge AFP tøver præsidenten med at sige god for Savona som finansminister på grund af advarsler fra Bruxelles.

Den tyske regering og andre regeringer i EU har opfordret Italien til at gøre noget ved landets gæld. Men den kommende regering i Rom arbejder med et program, der vil øge de offentlige udgifter.

Regeringen skal dog i sidste ende godkendes af præsident Sergio Mattarella.

Partierne har bedt teknokraten Giuseppe Conte om at være premierminister. Og det er ikke klart, hvornår han er klar til at gå til præsidenten med en ministerliste.

/ritzau/dpa

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst