Italiensk eftermiddag i musikforening

Mezzosopranen Andrea Pellegrini giver koncert på gymnasiet sammen med Ensemble Midt Vest

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ensemble Midt Vest har til koncerten i Hobro sammensat et alsidigt italiensk program.

Hobro Musikforening tager søndag 10. januar hul på 2010-sæsonen med en italiensk inspireret koncert på Mariagerfjord Gymnasium. Det fremragende Ensemble Midt Vest har til lejligheden sammensat et alsidigt italiensk program, og samtlige 12 musikere bidrager på hvert deres instrument med musik fra forskellige epoker. Spændende fra 17-hundredtallets Vivaldi og Scarlatti over Puccini og Respighi til nyere komponister som Luciano Berio og Nino Rota, der blandt andet er kendt for musikken til Godfather-filmene. Stjernen i forbindelse med den musikhistoriske rejse er mezzosopranen Andrea Pellegrini, en ung dansk sangerinde, der på få år har markeret sig som en af landets bedste. Hun debuterede på Det Kongelige Teater i 2006 som Rosina i Rossinis "Barberen" og har siden sunget roller i operaer af Mozart, Donizetti og Lehár. Andrea Pellegrini har modtaget adskillige priser, bl.a. Reumerts Talentpris 2007 og Musikanmelderringens Kunstnerpris 2008. Man kan løse billet til koncerten ved indgangen, og børn og unge under uddannelse har fri adgang.