Italiensk hovmod som dansk plus

Martin Jørgensen forventer en yderst jævnbyrdig EM-pulje

GIJON:Danmark kan lukrere på Italiens selvsikkerhed og skabe sensation, når de to lande om godt to måneder tørner sammen i den første kamp i puljen ved EM-slutrunden i fodbold i Portugal. Det vurderer landsholdsprofilen Martin Jørgensen, der efter syv år i Udinese har et vist kendskab til det italienske hold og ikke mindst støvlelandets mentalitet. - Italienerne tror simpelthen ikke på, at de kan tabe til os. Og desværre er vi handicappet af Thomas Gravesens karantæne. Men vi behøver ikke at være skræmte og stille os tilfredse med et knebent nederlag. - Italien er ikke bedre, end at vi kan slå dem. De vil uden tvivl undervurdere os, og så kan vi håbe på, at deres angribere har en halvårlig dag, og at Nesta dummer sig bagude. Deres problemer i forsvaret afspejles af, at man taler om at grave veteranen Maldini frem igen, fortæller Martin Jørgensen forud for Danmarks testkamp i aftes mod Spanien. Bedre rustet nu Den seneste EM-slutrunde i 2000 i Holland/Belgien blev en fuldbyrdet dansk fiasko med 0-2 mod Tjekkiet, fulgt af 0-3 mod både Holland og Frankrig. - Vi skal nok gøre det bedre denne gang og i hvert fald lave et mål, lyder det lunt fra Martin Jørgensen, inden han giver et seriøst bud på, hvorfor holdet efter hans opfattelse er bedre rustet. - For fire år siden stillede vi med tre-fire skadede spillere, som set i bakspejlet burde være blevet hjemme. Nu er næsten de samme spillere til rådighed, og vi har alle nået en rimelig fodboldalder. Vi er hærdet af flere slutrunder og har vundet vores kvalifikationspulje, ligesom bredden i truppen er blevet lidt større. Frankrig favorit Udover Italien er Danmark i EM-pulje med Bulgarien og Sverige, som vi møder henholdsvis 18. og 22. juni. Martin Jørgensen vil nødigt tippe de to lande, der løser billet til kvartfinalerne. - Puljen bliver meget tæt. Fire point i de tre kampe kan være nok til at komme videre. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig, at noget hold enten vinder eller taber alle tre kampe. En gentagelse af EM-triumfen i 1992 er for Martin Jørgensen ønsketænkning, som de danske roligans ikke bør sætte næsen op efter. - Det var lidt nemmere for 12 år siden, blandt andet fordi slutrunden dengang kun talte otte hold. I år må succeskriteriet være adgang til kvartfinalerne, hvorefter dagsformen i høj grad afgør det videre forløb. - Frankrig er dog min klare favorit til EM-titlen. Deres hold virker meget stærkt på alle punkter. Og så har de Zidane - verdens bedste fodboldspiller.