Italiensk kystvagt bjærger 17 lig og redder 1128 andre

Fem gummibåde og tre skibe mellem Nordafrika og Italien rummede over 1100 migranter, som nu er reddet i land.

Ritzau
Migrants wait to disembark from the Italian Navy ship Borsini in the Sicilian harbour of Palermo Foto: Reuters/Guglielmo Mangiapane
Udland 21. juli 2016 21:04

Den italienske kystvagt har torsdag bjærget ligene af 17 flygtninge og migranter i farvandet mellem Sicilien og Tunesien.

1128 andre er reddet i land i live i otte separate nødhjælpsindsatser, oplyser kystvagten i en meddelelse.

De mange mennesker var fordelt på fem gummibåde og tre skibe, som kystvagtens skibe sammen med andre redningsfartøjer kom til undsætning torsdag.

Kystvagten oplyser ikke, om de omkomne blev fundet om bord på det samme fartøj eller fordelt på forskellige af de i alt otte fartøjer.

Onsdag fandt redningsmandskab 22 døde migranter i en synkefærdig gummibåd på Middelhavet.

Dagen inden blev flere end 3200 mennesker reddet i 25 separate operationer.

Et stort antal mennesker tager den farefulde tur over Middelhavet netop i denne tid, hvor vejret er godt, og havet dermed er relativt roligt.

Med denne uges ankomster er antallet af migranter og flygtninge, der har formået at komme til Italien, oppe over 80.000 i år, oplyser FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR.

Siden 2014 er over 10.000 mennesker omkommet eller formodes at være druknet i forsøget på at nå over havet til Europa. Langt de fleste omkommer i Middelhavet, viser tal fra UNHCR.

/ritzau/AFP

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...