Italiensk smag behager

300 italienere viste aalborgenserne hvorfor italiensk vin og mad er helt specielt

AALBORG:300 repræsentanter fra hele Italien stod skulder ved skulder for at tage imod vininteresserede aalborgensere på Hotel Helnan Phønix søndag middag. Repræsentanterne var lidt tilknappede i starten. Stod bare lige op og ned klædt i glas og prop. Men så snart de første gæster viste sig, begyndte de at øse af deres viden. Og de havde meget at fortælle. - Det er meget interessant. For de vine, de har her, ser man jo ikke normalt ude i detailhandlen, mente Brian Egholm. Sammen med Enrico Quaranta var han kørt fra Hobro til Aalborg og havde betalt 150 kroner for at komme ind og smage på de italienske lækkerier på vinimportøren Impitals vinfestival. - Vi var i Umbrien i sommers. Det skulle ikke have været en vinrejse, men det blev det nok undervejs. Selv om der også er en familie, der skal passes, forklarede Brian Egholm. De to vinfans havde ikke udset sig nogen specielle vine i programmet. - Vi er meget kræsne, men hvis vi finder noget godt, der ikke er vildt dyrt, kan vi da godt finde på at købe noget med hjem. Det ville glæde Klaus Bach og Kurt Nielsen, der er direktører for Impital. - Det er da selvfølgelig rart, men vi laver hovedsageligt vinfestivalen for at promovere vinene, sagde Kurt Nielsen - Vi vil gerne vise vinene, uden at det skal være alt for fint. Vine er spændende landbrugsprodukter og hverken mere eller mindre, tilføjede Klaus Bach. Selv om der er mere end 5000 forskelige italienske rødvine, kan italienerne mere end at forædle druer. Så i den ene ende af udstillinglokalet var et bord omdannet til et overflødighedshorn af italienske delikatesser. Bordet var fyldt med smagsprøver for forskellige olier, lufttørrede skinker, pesto, oliven og tapenader. Tove Engemann fandt hurtigt en favorit. - Den hvide med artiskok og hvidløg er rigtig god, anbefalede hun. - Jeg skal også have nogle olier med hjem. Jeg skal bare lige have fundet en, der er god til fisk, og en, der er god til tomatsovs. Lidt sværere var det at finde en favoritvin blandt de 300 flasker, der kostede mellem 50 og 375 kroner. - Det er ikke så let, for det er ikke altid den dyreste, der smager bedst. Jeg går i hvert fald mere efter, hvad der falder i min smag, konkluderede Tove Engemann.