EMNER

Italiensk voks for begyndere

Det ligger mig fjernt at påstå, at kvinder ikke har nogen sans for skønhed - men vil dog aller-ydmygest bemærke, at de beviseligt er afsindigt praktiske. Og ligeså beviseligt bestemmer i alle andre af livets væsentlige spørgsmål end farven på bilen. Det var derfor spildte Guds ord på Balle-Lars, da jeg forleden søndag fremviste det flotte murstensgulv, jeg har lavet i vores vaskehus. Personligt vil jeg endda mene, at gulvet er mere end flot - måske ligefrem smukt? Og så er det tilmed billigt i forhold til "rigtige" gulvtegl. Det hjælper imidlertid ikke en fløjtende fis, fordi samtlige kvinder inklusive fruen her i huset straks iklæder sig en lille sur trutmund og vifter bebrejdende med deres yndige små pegefingre: Kan du måske fortælle os, hvordan man behandler et murstensgulv, så det er let at holde rent - ka' du fortælle os det? Ka' du det? - nej, det kan du nemlig ikke! I den situation skal man kridte skoene og stå fast. Ellers ender hele hytten med at være plastret til med Pergo-gulve - den materialiserede grimhed, men åh-så praktisk. Oplad din mandige røst og forklar fruen, at du ved alt om, hvordan man behandler et gulv af mursten, så det næsten holder sig selv rent - du har selv læst det i NORDJYSKE, og så passer det. Jo. Olie De smukkeste sten er "blødstrøgne". Navnet skyldes noget helt andet, men de er faktisk forholdsvist bløde og derfor lette at slibe - desuden er de meget porøse, hvilket gør dem frostsikre, men også stærkt sugende. De lysegule blødstrøgne sten er altså sarte - skidtet ses tydeligt, og hvis du forsøger at vaske de ubehandlede sten, forsvinder det snavsede vand for øjnene af dig, før du får en cahnce for at tørre det op med gulvkluden. Øvelsen går derfor ud på at behandle stenene på en måde, så de bliver om ikke ligefrem vandafvisende, så i hvert tilfælde langt mindre sugende. Den nemmeste behandling består i at mætte gulvet i klinkeolie - parafin. Men det kræver noget i retning af en spandfuld pr. kvadratmeter, og de sart-gule sten bliver mørkere - samme farve, som når du dypper dem i vand. Og det dur jo ikke, hvis man gerne vil have et helt lyst gulv. Og problemet bliver kun værre, hvis du bruger linolie, som på sin vis er velegnet, fordi den hærder - men linolie, som ikke får sollys, bliver med tiden mørk som fernis, og dit fine lyse gulv vil ende som en skidenbrun plamage. Sæbe Så er det efter min mening bedre at behandle gulvet med sæbe, og her er det vigtigt at skelne imellem de forskellige typer sæbe. Højeffektive midler af den slags man ser i reklamer er kraftigt fedtopløsende - de virker udtørrende og må derfor kun bruges på kunsstoffer, glas, lakerede flader etc. Brun sæbe er krasbørstige sager, som ligefrem kan opløse maling, fastbrændt mados og den slags - heller ikke lige sagen! Men så har vi heldigvis de herlige sæbespåner - en mild og let fedtet sæbe, som i tør tilstand har samme hårde konsistens som et stykke håndsæbe. Rør en hel posefuld sæbespåner op i en spand varmt vand, fordel den fede blanding på gulvet og lad den suge ned - og vent så på, at vandet fordamper. Proceduren skal muligvis gentages et par gange, indtil det tørre gulv føles en anelse fedtet - som om det er overtrukket med et tyndt lag stearin eller håndsæbe. Nu er gulvet imprægneret, så skidt og møg ikke kan trænge ned, men sætter sig i sæbe-hinden. Når du siden vasker gulvet, er det faktisk kun den snavsede sæbe, som du vasker - og da du naturligvis bruger sæbespåner i vaskevandet, tilfører du samtidigt en ny sæbehinde. Snedigt! Dog skal du lige huske, at sæben opløses af vand, så hvis gulvet ofte er pladrende vådt, dur systemet ikke. Silikone Men så kan vi heldigvis bruge moderne kemi fra flisespecialisten - eksempelvis Rønn-Andersen (63 17 03 00). De har et helt arsenal af italienske midler til behandling af marmor, travertin og andre natursten, og de er aldeles glimrende til mursten. Behandlingen er en tretrins raket: Silikone, voks eller - som jeg her gjort i vores vaskehus - double up af hele svineriet. Først sprøjtede jeg gulvet med Seal Anti-stain - en silikone opløst i noget, som i min næse lugter akkurat som fortynder. Jeg sprøjtede løs med min havesprøjte, medens jeg holdt mig for næsen, indtil jeg var blå i hovedet - så flygtede jeg ud for at hyperventilere i den friske luft, inden jeg dykkede ind i dunsterne og klarede resten af arbejdet. Mursten suger kraftigt og skal derfor behandles to gange med en times interval. Behandlingen er "usynlig", og gulvet er nu i rimelig grad vand- og plet-afvisende. Super-voks Men jeg vile have et gulv, som er 100 pct afvisende, så dagen efter gik jeg igang med at give det voks - igen en italiener fra til marmor og andre natursten, og igen med et mærkbart indhold af fortynder. Så jeg riggede min rumdragt til - en gammel Nilfisk, som blæser frisk luft ind i en hætte af den slags, man bruger til sandblæsning. Ifølge brugsanvisningen smører man voks på med en tør klud, men det virker ikke på den rustikke overflade. Istedet brugte jeg en stor neglebørste - de tætte og stride børster gnubber voksen ned i alle små revner og porer. Under arbejdet bliver gulvet en anelse mørkere, så man kan se, hvor langt man er nået - læg især mærke til, om fugerne bliver fedtet helt ind. Efter nogle timer, når dunsterne er væk og voksen tør, er sten og fuger atter fine og lyse. Overfladen vil dog virke en anelse klistret, og der er fine hvidlige striber af voks (efter børsten),så nu skal gulvet poleres, hvorefter det fremstår i al sin sarte silkeglans og og klare i farver. Det er dælme flot, og det seje, men usynlige lag af voks afviser alt. Dertil kommer, at det i modsætning til sæbe er slidstærkt - det er i princippet behandlet én gang for alle.