Italienske kimbrere kom til byfest uden kanon

ARDEN:Hvis der var bekymrede miner omkring knuste ruder som følge af affyring af italienske trombinier - en slags kanon - ved byfesten i Øster Doense, var der ingen grund til bekymring. De ca. 50 italienske kimbrere, der skulle gøre deres indtog ved byfesten var venligsindede, for det viste sig, at de havde ladet deres trombinier blive hjemme. Derved blev byfestdeltagerne snydt for både øredøvende brag og at skulle tale italiensk. De italienske kimbrere var på en helt anden form for felttog. De var rejst til Danmark for at besøge nogle af de steder, hvor historikerne mener, at kimbrerne stammer fra, før de ca.100 år før Kristi fødsel drog mod syd. Solen skinnede på bedste italienske vis, mens de ivrigt talende og gestikulerende gæster tog rundt i egen medbragte bus til Borremosefæstningen ved Års, Kimbrerudstillingen på Vesthimmerlands Museum og Kimbrerstenen ved Rebild Bakker – med rundvisning og fortællinger af Knud Hyllested, Vesthimmerlands museum og Inger Taylor, Arden Kommune. Forinden havde viceborgmester Ib Henriksen på vegne af Arden Byråd budt gæsterne velkommen til området ved at invitere til en let frokost på Arden Rådhus, idet Giazza er venskabsby med Arden. Formanden for den italienske kimbrerforeningen ”Cimbri” overrakte gaver som udtryk for deres taknemmelighed. Der var både italiensk vin og madkurve, bøger om kimbrerne og et håndlavet ostefad med et monument for kimbrerne, som Ib Henriksen lovede at få hængt op på rådhuset med hilsner til borgmester H. C. Maarup, der var optaget af et andet arrangement. Arden Turistbureau havde samlet en mappe med foldere og brochurer til alle gæsterne, så de havde noget uddybende information til minde om deres besøg til Himmerland.