Iværksætterkulturen blomstrer i Nordjylland

Hver femte nordjyde går iværksættervejen og prøver kræfter med det at drive egen virksomhed

Hans Peter Wolsing:At sikre levedygtigheden blandt de nye virksomheder er fortsat et vigtigt mål.

Hans Peter Wolsing:At sikre levedygtigheden blandt de nye virksomheder er fortsat et vigtigt mål.

HJØRRING:Hvert år starter 1200-1300 nordjyder egen virksomhed. Det svarer til, at hver femte i landsdelen på et tidspunkt i livet vover springet ud i en tilværelse som selvstændig. På landsplan er det snarere hver fjerde. Iværksætterlysten har det med andre ord ganske godt i Nordjylland, og når det samtidig viser, at de mange nye firmaer klarer sig godt - to ud af tre lever fortsat efter de første tre år - kan det være svært at finde sortsynet frem i den anledning. At vi skulle være en region med ekstraordinært stædig lønmodtagertradition passer i hvert fald ikke længere. Men Hans Peter Wolsing, koordinator i Nordjysk Iværksætter Netværk, vil alligevel gerne nå højere. - Jeg synes, vi har et godt iværksættermiljø i Nordjylland, og selv om vi har været bagud, så er vi godt på vej til at præstere det samme som resten aflandet, når det gælder antallet af dem, der starter for sig selv. Derfor kan det måske være svært direkte at øge antallet af iværksættere, men til gengæld ved vi også, at der kan gøres meget for at sikre flere af dem en længere levetid, påpeger Hans Peter Wolsing. Mere levedygtige Og at få den sidste tredjedel af de nystartede virksomheder til at klare sig i længden handler ifølge Hans Peter Wolsing i høj grad om følge dem grundigt i de første år. - Vi ved fra en stor undersøgelse i Viborg Amt, hvor man gennem en del år haft opfølgende rådgivning på programmet, at det kan lade sig gøre at forlænge levetiden. Mange oplever i starten, at der er noget, der skal justeres, fordi virkeligheden ikke helt lever op til forventningerne. Og står man alene i den fase, er der risiko for, at man ikke får sadlet om i tide, uddyber Hans Peter Wolsing. De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser i øvrigt, at der i Nordjylland blev etableret 1283 nye virksomheder i 2003, på landsplan var tallet 17.094. Og her taler man vel at mærke om byerhverv - landbrug og fiskeri tæller ikke med. Året inden var antallet af iværksættere i Nordjylland 1326, mens der var tale om 16.629 i landet som helhed. Endelig var der i 2001 tale 1419 nye nordjyske virksomheder ud af i alt 18.160 i Danmark. Stadig samme brancher Branchefordelingen har været nogenlunde stabil gennem den tre-årige periode. En tredjedel af de nye virksomheder blev startet inden for industri og byggeri, en anden tredjedel omfatter engros- og detailhandel, hotel- og restaurationsbranchen samt transport, mens en sjettedel blev etableret inden for videnservice, operationel service og endelig betegnes den sidste sjettedel som "Øvrige tjenesteydelser". De nordjyske nye nordjyske virksomheder bidrog i deres første år med: 2001: 1522 millioner kroner i omsætning og 830 nye arbejdspladser (ud over ejerne). 2002: 1428 millioner kroner i omsætning og 771 nye arbejdspladser (ud over ejerne). 2003: 1453 millioner kroner i omsætning og 750 nye arbejdspladser (ud over ejerne).