Iværksætterpris til Ordkraft
Rotary-klubberne giver pris til Ordkraft

Pris til arrangørerne af Ordkraft. Foto: Michael Bygballe Michael Bygballe
AALBORG:Aldrig så snart var den store ord-, sprog- og litteraturfestival Ordkraft i Aalborg afviklet før den fik et anerkendende klap på skulderen, da Rotary-klubberne i Aalborg mandag aften udnævnte Ordkraft Festival som modtager af klubbernes iværksætterpris.
Prisen blev overrakt til Ordkrafts formand Jørgen Pyndt ved et festligt arrangement i Gigantium i Aalborg, og i sin tale ved overrækkelsen sagde klubpræsident Anita Overgaard blandt andet.
- Festivalen samler hele spektret omkring ordets og litteraturens kraft, men også i kunstformer, der udtrykkes gennem lyd og lys, glæde, oplevelse, fordybelse og forståelse, teater, film, musik og billedkunst.
- For alle kunstformer gælder naturligvis at forny og overraske. Og det er her, I har en særlig betydning for iværksættere. I formår at få kunsten fremelsket i Nordjylland og virker som inspiratorer for de, der lige mangler det sidste for at turde – og det vil vi gerne anerkende jer for.
Jørgen Pyndt kvitterede for prisen ved at rette en tak til dem, der med komponisten og journalisten Evanthore Vestergaard i spidsen fik ideen til og tog initiativet til den første Ordkraft Festival - en begivenhed, som nu har vokset sig ind i mange menneskers bevidsthed som en årlig nødvendig og styrkende kulturel indsprøjtning.
- Vi synes selv, at Ordkraft er et godt signal til omverdenen om alt det, der sker på den kulturelle front i Aalborg og at vi på den måde er med til at understrege den forvandling, som byen gennemgår i disse år med et væld af aktiviteter og nye kulturelle institutioner og initiativer, sagde Jørgen Pyndt - og roste Rotary-klubberne for at tænke utraditionelt ved at give en iværksætterpris til en kultur-event.
- Normalt gives den slags priser til nye og innovative erhvervsvirksomheder. Ved at give prisen til Ordkraft har I understreget, at kultur og kulturelle tilbud er noget, som alle moderne og innovative virksomheder efterspørger, når de skal etablere sig i en ny by. At kultur betyder noget for det gode hverdagsliv, og det skal I have tak for.
Prisen består af et diplom og en plaquette som synlige beviser på udmærkelsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.