Ivan har håbet

Efter et langt liv som alkoholiker og misbruger på samfundets bund kan Ivan Nielsen nu skimte et bedre liv

Narkokriminalitet 16. september 2002 08:00

AALBORG: Han virker hektisk og har allerede tændt en Rød Cecil, inden han har sat sig ved cafebordet på Cafe Væxt i Aalborg. - Jeg stresser bare lidt. Det gør jeg altid, når jeg er ved at miste min bolig, siger Ivan Nielsen. Han har holdt fast i sin nuværende bolig i et år, og det er personlig rekord for den 39-årige aalborgenser. Ejeren har fået andre planer med boligen, og det er en kritisk situation for Ivan. - Jeg har brug for en base - for et hjem. Jeg er bange for at ryge tilbage i miljøet. Hvis jeg får et tilbagefald igen, så tror jeg, at jeg dør af det, siger han. Ivan voksede op i Århus. Da han var syv år rejste hans mor. Hun var blevet godt og grundigt træt af sin voldelige og alkoholiserede mand og efterlod ham med de tre børn. - Et år senere rejste hun fra Århus, og vi børn mistede kontakten med hende. Det ramte mig virkelig hårdt, siger Ivan. I løbet af de følgende år tiltog faderens drikkeri. Ivan måtte tage ansvaret for sin lillesøster, mens faderen tog storesøsteren med på værtshus, og en dag fik Ivan nok. - Da jeg var 12 år, gik jeg hjemmefra og boede på gaden. Jeg ville bare ikke hjem igen. Han endte på ungdomspension, og de store drenge lærte ham at ryge hash og sniffe lightergas. Efter et lille års tid fandt Århus Kommune en plejefamilie til Ivan - en familie i Sindal. - Det holdt i 14 dage. De var flinke nok, men jeg kedede mig. Jeg savnede vennerne fra Århus. På cykel til Århus Ivan tog sin cykel og begav sig sydpå. Først i Randers blev han stoppet af politiet og sendt tilbage til ungdomspensionen. Men han stak af igen og levede på gaden i Århus i fire måneder med druk og misbrug. Derefter fulgte tre år i en plejefamilie på Fyn. Igen og igen stak Ivan af til Århus for at feste med vennerne. På Wienerhallen, Rio Bravo, Sandkassen de mere eller mindre berygtede værtshusene, hvor Ivan var blevet stamkunde trods sin unge alder. Og igen og igen fandt hans plejefar ham og tog ham med tilbage til Fyn. - Dengang syntes jeg, at det var træls. Han kom altid, når vi havde det allersjovest. Det var utroligt, at han blev ved. Da Ivan var 18 år, stod han ved en skillevej. Han havde mulighed for at komme i lære som bager og få sin egen bolig på et husmandssted på Fyn, men han valgte Århus, stofferne og kriminaliteten. - Nogle gange tænker jeg på, om jeg kunne have haft et andet og bedre liv, hvis jeg var gået en anden vej dengang. I Århus fik Ivan en lejlighed og et jobtilbud i civilforsvaret. Men der gik fester, sprut og stoffer i hverdagen, og Ivan endte med at blive smidt ud af civilforsvaret og ud af lejligheden. Han flyttede hjem til sin far. Men kun for en kort periode. Så smed faderen ham ud og livet på værtshuse og på gaden begyndte for alvor. På et tidspunkt hobede problemerne sig op i Århus, og Ivan flyttede til Aalborg. Da var han 19 år. Men karrieren som alkoholiker og misbruger fortsatte i Aalborg. Han holdt sig dog væk fra heroin i flere år. - Jeg havde set, hvad det gjorde ved folk, så jeg var bange for det. Men da Ivan fyldte 25, var han også på sprøjten. - Det er faktisk utroligt, at jeg sidder her i dag. En eller anden må have holdt hånden over mig. Rigtigt mange af mine misbrugsvenner er døde i dag. I lange perioder af sit liv har Ivan "kørt maks.", som han formulerer det om perioder, hvor han har drukket tæt, slugt piller og taget alle de stoffer, han kan komme i nærheden af - inklusiv heroin. Han har kun været i fængsel i en kort periode, og det, mener han, er et rent held, når han tænker på, hvad han har handlet af stoffer, og når han tænker på de mennesker, han har rullet, og alt det, han har stjålet. Det var først, da en sagsbehandler fortalte den dengang 34-årige Ivan om et sted kaldet Bixen, hvor misbrugere i Aalborg Kommune kommer, at han søgte hjælp. - Da var jeg meget langt ude. Jeg kunne ikke se bunden længere, og fandt ud af, at der skulle ske noget nyt i mit liv, hvis jeg skulle overleve. Jeg havde mistet alt. Mig selv, min familie, mine venner og min store kærlighed. For ikke at tale om alle de boliger, jeg har mistet, siger Ivan. Behandling Selv efter så mange års heftigt misbrug betragtede Ivan ikke sig selv som alkoholiker eller narkoman. - Jeg mente jo stadigvæk, at jeg kunne styre det, og at jeg jo bare kunne beslutte mig for at holde op, hvis jeg ville. Han kom i behandling på institutionen Gunderuplund og var der i 11 måneder. Der gik tre måneder, inden han begyndte at være klar til at modtage behandling. - Det begyndte langsomt at gå op for mig, at det ene og alene er mit ansvar, at jeg får et bedre liv. Jeg har altid givet andre - ikke mindst min mor og min far - skylden for mit misbrug. Men jeg har selv skylden, og jeg må selv tage ansvaret. Det har været hårdt for Ivan at erkende, at han er misbruger og alkoholiker, og ikke mindst har det været hårdt for ham at se tilbage på, alle de mennesker han har trådt på på sin vej. - Jeg er flov over mit liv og flov over, at jeg ikke har nået noget som helst i mit liv. Og så er jeg ked af, at jeg har været et svin over for andre mennesker. Jeg føler skyld og skam, når jeg tænker på dem, jeg har trådt på. Nogen har jeg sagt undskyld til. Men ikke alle. Tankerne om hvad han har budt sig selv, og hvad han har udsat andre mennesker for, kan nogle gange være tunge. - Nogle siger, at jeg bare skal lægge det bag mig og se at komme videre. Men det går ikke. Jeg skal have psykologhjælp til at bearbejde alt det, som jeg har med i rygsækken. Jeg har brug for hjælp. Ivan har haft to tilbagefald siden behandlingen for fem år siden. Men denne gang har han været ædru og clean i otte måneder. Og han har fået smag på livet. Og smag på at skifte stil. - I mange år har jeg pustet mig op, spillet sej og brugt vold. Nu har jeg pludselig fundet ud af, at jeg godt kan lide at være den flinke fyr, som folk synes om. Han har svært ved at se, om han kunne være hjulpet tidligere, eller om han først var klar, da det skete. - Det vigtige er, at tilbuddet om behandling er der, når man selv er klar. Da jeg var 25 år, tror jeg ikke, at jeg ville have hørt tale om behandling. For jeg troede ikke, at jeg havde et problem. Nu holder Ivan sig ædru og clean en dag ad gangen. De to tilbagefald har lært ham, at en enkelt Grøn Tuborg kan vælte alt. En ting kan Ivan glæde sig over, når han ser tilbage på sit turbulente liv i misbrug. På trods af sit hårde misbrug og på trods af de psykiske problemer, der er fulgt i kølvandet, har han været forskånet for psykisk sygdom. Når eksperter og brugere i dag mødes på skibet Haabet på kajen i Aalborg, skal de blandt andet snakke om nogle af de allersvageste hjemløse - nemlig misbrugere, der samtidig har en psykisk sygdom. Og Ivan kan skrive under på, at den gruppe har det svært. - Det er godt, jeg ikke er psykisk syg. Det er helt klart den svageste gruppe i miljøet. Og de har det svært alle steder. Det har også hjulpet Ivan, at han har genoptaget kontakten med sin mor, og at de er ved at få et bedre forhold. - For nylig fortalte jeg min mor, at jeg elsker hende, og jeg har fortalt mig selv, at jeg tilgiver hende. Og jeg er sikker på, at jeg elsker hende, men inderst inde er jeg ikke helt sikker på, at jeg har tilgivet hende. Sin far har han ikke længere kontakt med. Ivan håber på, at han på et tidspunkt kan komme til at leve et normalt liv. Med kæreste og arbejde. - Jeg har håbet, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...