Ivrige øjne så på masser af flittige hænder

Hallund 23. september 2002 08:00

TÅRS: Den ottende husflidsmesse på Tårs skole blev meget velbesøgt. Folk strømmede til lige fra åbningen for at opleve standene hos de 30 udstillere, der repræsenterede alt fra bagværk, maskinbroderi til trædrejning og tasker. Omkring tusind besøgende var weekenden over inde på skolen for at kigge. Én af de nye udstillere på messen var Karen Horsholt, som arbejder med glas. Til daglig er hun sygeplejerske, men hver onsdag holder hun fri fra det job og holder åbent i sin nye butik Glasstuen, som er indrettet på gården Kristiansminde, som er overtaget fra svigerforældrene. - Jeg anvender mest gamle temoruder, som jeg skiller ad og skærer ud i de ønskede faconer. De farves med glaspulver og smeltes ved 810 grader i en keramisk ovn, fortalte Karen Horsholt, mens hun sammen med Nikoline pyntede en tryllegren med den ene lille glasfigur efter den anden. Faconerne var mange. Der var små menneskefigurer med arme, ben og ansigtsudtryk, fade, fugle og meget, meget andet. En anden ny udstiller var Bente Toft, som arbejder med filtning, der er en ældgammel teknik. Hun har arbejdet med uld og filtning gennem 13 år og hævdede, at det slet ikke er så svært, som det lige ser ud til. - Man skal bare lære nogle teknikker, så er det faktisk kun fantasien, der sætter grænser, lovede hun. Fantasi mangler hun i hvert fald ikke. Af de medbragte filtede ting var der blandt meget sjove hatte, trolde, futter, frugter og blomster. Bente Toft driver en gårdbutik i Hallund, som hun kalder Filtestedet. Hun arrangerer også kurser i netop filtning.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...