J-dag: Sådan bliver du tømmermændene kvit
Her er opskriften, hvis det går lidt for hårdt for sig med julebajerne fredag aften

Når øllen går ind kommer tømmermændene. Arkivfoto: Michael Koch
DANMARK:Snebajere, shots og tykke tobakståger. Den skal ikke have for lidt, når årets J-dag fredag aften løber af stablen. Og for mange betyder det, at nattens vilde udskejelser bliver erstattet af tunge tømmermænd lørdag. Det skriver Dagens.dk.
For J-dag sætter kroppen under et gevaldigt pres. Og det er ikke kun på grund af alkohol i lange baner, fortæller læge, Jerk W. Langer.
- Man forskyder sin normale døgnrytme. Man spiser anderledes og mere usunde ting. Og man bliver udsat for en masse - enten passiv eller aktiv - rygning. Det hele gør, at kroppen bliver inflammeret - altså betændt og irriteret. Derfor har man det dårligt næste dag, siger han til Dagens.dk.
Ikke på tom mave
Jerk W. Langer anbefaler, at man ikke drikker på tom mave og holder sig til de lyse alkoholiske drikke, da de som regel ikke giver ligeså slemme tømmermænd som de mørkere af slagsen. Men da aftenen traditionen tro handler om de mørkere - og stærkere - julebryg, så kan man gøre sig selv en stor tjeneste ved at forebygge.
- Et vigtigt råd er at drikke vand i løbet af aftenen. For, når man drikker alkohol, får man væskemangel. Det får hjernen til at skrumpe en smule, og så får man ondt i hovedet. Dagen derpå skal man også drikke vand for at genoprette væskebalancen. Man skal heller ikke være bleg for at tage et par hovedpinepiller, forklarer han.
Og på spørgsmålet om, hvorvidt det hjælper at snuppe en reparationsbajer, lyder svaret: Ja!
- Rent biokemisk kan det lindre tømmermændene, hvis man indtager en smule alkohol, fortæller Jerk W. Langer.
Vodka-banan smoothie
Han har dog sin egen opskrift, der kan gøre kål på lidelserne.
- Lav en vodka-banan-smoothie. Vodka er lys alkohol, der ikke giver nye tømmermænd. Og bananer danner stoffet serotonin, som gør dig i bedre humør, så du ikke har så ondt af dig selv, siger han.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.