Ja eller nej til krigen mod Irak?

Måske kan løsningen på tidens største konflikt være, at Saddam Hussein drager i eksil ligesom Iran shah og mange andre. Men der er ingen løsning for USA, skriver Dhamu Chodavarapu

Hele den vestlige civilisation, anført af amerikanere og englændere, står med spørgsmålet. Hvad skal man nu? Hændelsen 11. september 2001 var for amerikanerne et slag lige i ansigtet. Som verdens eneste supermagt har man ikke forventet, at det kunne ske. Det er næsten ingen hemmelighed, at det ikke blot var Taliban fra Afghanistan, der var alene om det. Osama Bin Laden var ikke den eneste frontfigur, selvom han blev fremstillet som den eneste verdensterrorist. Bare at fange ham løser alle verdens terror problemer. Sådan er det jo ikke. Hvis man kan læse teksten på væggen, er det meget indlysende, at der var mange kræfter bag 11. september. Ikke blot Osama Bin Laden. Godt nok hørte man i tiden meget om fundamentalistisk terrorregime Taliban, men ikke så meget om Osama Bin Laden. Hvis nu Osama Bin Laden er/var så klog og fremragende en planlægger, det skal man jo være, hvis man gennemfører sådan en aktion som 11. september, hvad forventede han af det? Bifald fra verdens muslimer? Og hvilke omkostninger? Hvad opnår han ved aktionen? Der er ikke nogen mening i at kaste sten på en sovende slange. MEN hvis nu man kobler andre elementer til sagen, lyser det da meget klart, at nogen er mere interesserede i at forklejne USA, gøre grin med Amerikas storhed og dermed hævde sig og hævne sig. Det kan kun være Saddam Hussein. Han blev slået af fhv. præsident Bush og general Powell. Hvad kan være sødere end at hævne sig på begge, mens Bush' søn og Powell sidder på magten og ramme hjertet af USA? Saddam Hussein har "talentet" og organisation i sin besiddelse. Det har han vist under sit forsøg på at udvikle "Super Kanon". Det kræver utrolige, formidable evner at organisere, planlægge og indkøbe dele til superkanonen i forskellige lande som Tyskland, England og Skotland. Superteknisk kompliceret våbenteknologi. Men Israel med sin lige så super efterretningstjeneste har forpurret hans ambitioner. De har simpelthen opsporet den skotske ingeniør og brutalt skudt ham ned på hans hotel, da han kom hjem far teaterbesøg med sin kone. Dermed er Husseins drømme om "Super Kanon" bristet, og alle indkøbte våbendele konfiskeret. Med den know-how om at organisere er det ikke umuligt for Saddam at påtænke og gennemføre 11. september. Det er en meget begrundet formodning. Irak har planlagt og står for det praktiske arbejde, og Osama Bin Laden har blot leveret mandskab, som er villige til at gå i døden for Allah. En anden formodning er, at amerikanerne sidder med klare beviser om Saddam Husseins medvirken, men ikke er i stand til at fremlægge det til offentligheden, uden at inddrage "vennerne" det Saudi-Arabiske kongehus. Nære medlemmer af det Saudi-Arabiske Kongehus er involveret på en eller anden led. Noget i denne retning, antydninger og sympatitilkendegivelse fra en Saudi-Arabisk prins fik New York's borgmester til at afslå en stor pengegave. SAUDI-Arabien er verdens største olieleverandør, man fornærmer ikke Saudierne for meget. Man er nødt til at gå uden om, samtidig er der et stort ønske om at frigøre sig fra afhængigheden af saudierne. Det er for tidligt at tage en konfrontation med saudierne. Man skal jo sikre sig en anden forsyningslinje, før man kapper den eksisterende. Blot holder man Saudierne på lidt afstand. Man kan ikke trække Saddam Hussein frem uden at bringe saudierne på skærmen. Det er lettere at slå ned på Taliban, som ikke har nævneværdig militæruddannelse eller isenkram. Det giver lidt luft og en ansigtsløftning. Saddam må vente på sin tur. Så er det nu. FOR mange af os forekommer USA at være en meget aggressiv, olietørstig nation, som ikke kan få nok. Det er næsten synd for amerikanerne, at de er fanget i et virvar af disse begivenheder og ikke har lært af gamle synder. I Vietnam brændte de fingrene gevaldigt, da de gik sammen med uhyggelige korrupte magthavere i Vietnam i sin tid. Man holdt med de royale familie uden hensyn til befolkningens ønsker. Selv om man holdt på et regime, som er korrupt og hensynsløst, forsøger man ikke at opdrage regimet til at vise den nødvendige "Governess" således at befolkningens interesser er tilgodeset. Militæret kan ikke stikke fingrene i den lokale jord og se, hvad vej vinden blæser. De er afhængige af de informationer, de får udleveret. Derfor forholder man sig til det og ender med brænde fingrene. Det så man gang på gang i Vietnam, Cambodia, ja, hele Fjernøsten. Det samme i Iran, man holdt blindt på Shahen og hans korrupte politivæsnet og banede dermed vejen for det fundamentalistiske præstestyre. Irak, Saddam Hussein, fik støtte fra USA for sin aggressive politik mod Iran i sin tid, men desværre, amerikanerne har aldrig gjort ham klart, hvad ham må, og hvad han ikke må. Det er typisk amerikansk, at man skal være stueren og ikke blande sig i interne forhold så længe, man har opfyldt sine militære mål. Han kendte ikke sine grænser, det gik ud over Kuwait. Så må man bide det sure æble og slå ham ned. Igen, uden langtidsplaner, gik man hjem med uforrettede opgaver. At iværksætte plan A uden plan B er lige som at tisse i bukserne. DET går aldrig godt. I Afghanistan tisser man igen i bukserne. Pakistansk hjælp til "fight against terror" er letkøbt billig kosmetisk politisk og monetær hjælp til General Musharraf, som ikke har befolkningens opbakning. Spørgsmålet er, hvor længe det vil holde? Og hvor sikkert sidder general Musharraf på posten? Afghanistan er tilsyneladende i folden hos USA men med den stigende fundamentalisme, som ser dagslys der, er det kun et spørgsmål om tid. Der er allerede utilfredshed hos generalen for ikke at få fuld opbakning til sin politik i Kashmir-provinsen mod Indien. Det vil unægteligt svække hans stilling. Han kan ikke komme og sige til sin befolkning, "Se nu har vi fået indrømmelser fra verdens supermagt, og de vil gå vort ærinde mod Indien". Hvis USA går ind for Pakistan og mod Indien, mister USA en stor del af sine vælgere, fordi Indere indgår med større andel i den amerikanske befolkning, der er snart to millioner indere i USA, og de sidder som næstrigeste etniske gruppe i USA. USA har brug for den store IT-viden, som indere er i besiddelse af, der er 30 pct. i NASA og 40-50 pct. hos Microsoft, og hele sundhedssystemet falder sammen, hvis inderne rejser hjem. Derfor kan man ikke se bort fra den rige, stor befolkningsgruppes velvære. Derfor har USA forståeligt nok tilbageholdt F16-fly til Pakistan selv om de er købt og betalt. Det er et uløseligt problem for USA. Man er låst på hænder og fødder. Hvor længe kan general Musharraf holde sit folk hen med tomme løfter og US-dollars? MÅSKE kan løsningen være, at Saddam Hussein drager i eksil ligesom Irans shah og mange andre har gjort. Der er ingen løsning for USA. Ved frivilligt eksil kan Saddam indsætte en anden person med fuld sympati for ham og frarøve USA chancen for at overtage magten over den Irakiske olie og frigøre sig fra Saudi olie. Derfor huer det ikke USA. USA kan ikke ud fra sin forfængelighed blot hilse og sig "OK, Enjoy your stay" Jeg mindes om en gammel historie, som jeg har læste. En ulv og et lam drikker i et vandløb. Ulven siger til lammet: "Du forurener mit vand". Lammet svarer: "Hvordan kan jeg det? Jeg står jo nederst". Ulven: "Det er lige meget, du har alligevel fornærmet mig for seks måneder siden." . "Nej, jeg var slet ikke født dengang, svarer lammet. Men ulven siger: "Ok, så er det nok din mor, der har fornærmet mig. Det er lige meget, jeg æder dig". Det har vist ikke ændret sig. Man søger en undskyldning for at retfærdiggøre sin handling uanset, hvor dårlig den er. Selvom det er fristende for USA at give Saddam tilbud om eksil, er chancen for, at han tager imod meget lille. Han er fuldt klar over sin rolle, og med mindre FN's sikkerhedsråd vil garantere hans sikkerhed bagefter, vil han ikke gå ind for det. ET andet aspekt er økonomi. Amerikansk økonomi kører på pumperne, enorm udlandsgæld giver ikke økonomisk opgang. Militært isenkram, som USA har bygget, hober sig op. Det skal bruges, hvor uhyggeligt det end lyder. Amerikansk økonomi er meget krigsbaseret. Hele Europas økonomi er afhængig af Amerikansk dollar kurs. Når dollaren gå ned, går vore økonomier ned. En pct.s ændring i amerikansk økonomi giver et udslag på fire pct. på europæiske markeder, har jeg ladet mig fortælle. Vi kan ikke se bort fra økonomiske faktorer. Krig fremmer økonomiske opgang. AMERIKA har i sin tid udråbt Nord Korea til en slyngelstat. Man kan tænke sig, at en slyngelstat går ærinder for en anden, så presset mod udsatte stater bliver mindre, hvis der kommer fokus på mindre udsatte stater. Jeg forestiller mig, Nord Korea lige nu gør sig interessant og kræver opmærksomhed for at mindske trykket på Irak og opnå USA's anerkendelse som selvstændig stat, smede mens jernet er varmt. Men det er svært at se, hvordan de skal opnå det. Dem kan man rolig se bort fra, Nord Korea har gjort den skade, de kan gøre. DISSE eksilpolitikere, som tror, de kan redde verden fra undergang ved at vælte Saddam Hussein, er en parodi. De, der er flygtet fra landet, var opportunister, som mistede goodwill hos Saddam, og nu vil man samle sig imod ham. De har ingen drømme og ansvar om at genopbygge landet efter krig, blot mele deres egen kage, bare med amerikansk hjælp. Selvfølgeligt kan man ikke modarbejde Saddam Husseins regime, når han står med pistol i hånden, man er nødt til rejse væk. Min pointe er de mennesker, som kan rejse ud af landet, fordi de har mulighed, politiske kontakter mv., hvor stor nytte har USA af dem i genopbygning af Irak, de interesserer sig for hævn, som kan være meget sød, men erstatter ét regime med et andet. DER er ingen civilister i USA's kamp mod terror. Militære generaler har ingen sans for langtids planlægning.. De interesserer sig kun for at vinde slaget, ikke for civil genopbygning. Det kan ses i det gamle Jugoslavien, hvor tingene flyder, ingen ved, hvor man går hen. Iraks olie er af meget stor betydning for verden. Alle er interesseret i at få fingrene i den. Der vil ikke være brug for økonomisk "Marshall-hjælp" i form af kontanter. Men der skal opbygges en civil administration med lokale ledere. USA forventer ikke en anden sikkerhedsresolution. Det kan de heller ikke få, hvis Kina og Rusland skal stemme om det. Russerne mister deres troværdighed hos sine allierede, hvis de går med til det. De har heller ikke brug for støtte i deres kamp mod Tjetjenien. Det har tjetjenske oprørere sørget for med deres angreb på teateret for nylig. Så russerne har al den sympati, de har brug for. Amerikansk accept er ikke så påkrævet. De holder snart valg dernede. Dermed legitimeres en evt. regering som folkevalgt, og man kan gøre, som man har lyst til med hele verdens opbakning. Kina har heller ikke brug for at stå på pinde for USA. Det har USA for det kinesiske marked. Derfor er det nu meget tvivlsomt om USA får sikkerhedsrådets accept for sin krig. Hvis de går alene, får de hele verdens muslimske befolkning imod sig. Selvmordsbomber ligesom i Israel vil brede sig som en steppebrand over hele den vestlige verden. Det vil give uoverskuelige konsekvenser for de lande, der deltager i denne evt. krig. Der er heller ikke lyse udsigter til at løse Israel og Palæstinas samvær. Det vil virker som en torn i det andet øje for den muslimske verden. JEG kan forestille mig, da krigen er uundgåelig, med mindre Saddam tager i eksil, at man allerede nu skal indstille, at FN's sikkerhedsråd vedtager en resolution, hvor FN indsætter en civil regering i Irak i en overgangsperiode med henblik på udarbejdelse af en forfatning for landet, en oliepolitik, økonomisk politik, med deltagelse af fortrinsvis muslimske ledere, således at man respekterer landets skik og brug. Efter vedtagelse af en sådan resolution, hvor man har sikret og fastsat normer for en civil administration, kan USA med god samvittighed som en god politimand gå ind i Irak og afsætte Saddam Hussein. Eller vil det være som at stikke hovedet i en hvepserede. Her stikker hvepse meget dybt, hvis de kan komme af sted med det. Det så vi 11.september Dhamu Chodavarapu, Kaj Munksvej 21, Aars, er selvstændig erhvervsdrivende. E-mail: dhamu@chodavarapu.com