Ja og nej til dna-register

Fra Venstre er der klart nej og fra SF et lidt tøvende ja til den nordjyske nordjyske politikommissær Henrik Bechs ønske om et register indeholdende dna-profiler fra alle danskere.

I forbindelse med voldtægten af en 17-årig pige i Hjørring kritiserer Henrik Bech fra Nordjyllands Politi politikerne for deres modstand mod et komplet dna-register. Ifølge Henrik Bech vil et register dels have en præventiv effekt i forhold til voldtægter, fordi potentielle gerningsmænd vil tænke sig om en ekstra gang, før de gennemførte overgrebet, dels lette opklaringen betydeligt i de tilfælde, hvor voldtægten ikke desto mindre fandt sted. - Det ville lette politiets arbejde markant, sagde Henrik Bech til NORDJYSKE dagen efter voldtægten. Kim Andersen, retspolitisk ordfører for Venstre, afviser blankt, at der er behov for et sådant register, idet han tvivler på, at det vil have nogen præventiv effekt overhovedet. - Vi har allerede et register med dna-profil for personer, der har været ude i kriminalitet, og det mener jeg, er tilstrækkeligt. Med et register med dna-profiler over alle danskere begynder vi at mistænke alle borgere på forhånd, og det er jeg ikke tilhænger af, siger Kim Andersen, der betegner den præventive effekt af et dna- register som teoretisk. Retspolitisk ordfører for SF Karina Lorentzen er anderledes modtagelig for Henrik Bechs argumentation. - Jeg kan sagtens se det fornuftige i at have et sådan register, og SF har sådan set også støttet, at man laver det, siger Karina Lorentzen og tilføjer, at i en situation, hvor politiet ikke har ressourcer til at efterforske al kriminalitet, vil et sådant register kunne være en kæmpe lettelse. Karina Lorentzen påpeger, at det spiller en rolle for hendes syn på sagen, at mange i befolkningen støtter et sådant register. - Der er sket et skred i befolkningens holdning til sådanne ting. På samme måde som vi har ændret syn på overvågning, siger SF'eren, der dog påpeger, at der er vægtige aspekter ved et dna-register, man skal holde sig for øje forud for en eventuel beslutning. - Man skal blandt andet overveje, om et sådant register kan misbruges, hvis der sker voldsomme politiske ændringer, eller hvis dna kan kopieres og andre ting, man ikke har fantasi til at forestille sig nu, siger hun.