Ja til åbne grænser

Hver gang jeg kører over den dansk-tyske grænse og ind i Sydslesvig, glæder jeg mig over, at bommene og grænsekontrollen nu er borte.

Jeg er derfor dybt uenig med de politikere, der ønsker begge dele tilbage. Jeg tænker også på den danske uforstand, der førte til tabet af dette gamle danske land. Men grænsen er der; men den er en kunstig grænse, der deler Slesvig, landet mellem Kongeåen og Ejderen, der i århundreder udgjorde en enhed. Grænsen blev trukket efter folkeafstemningen i 1920, hvor 75 pct. i zone et stemte dansk, og 80 pct. i zone to stemte tysk. Eksempelvis går grænsen midt i gaden i Rudbøl, og mange gårde fik jord på begge sider af grænsen. Den danske sydslesviger, Niels Bøgh Andersen, skrev i bogen Fiskerdreng fra Aventoft, at han blev født i et lille hus ude i mosen, men at forældrene af sundhedsmæssige grunde flyttede de få hundrede meter op til landsbyen Aventoft. Var de blevet boende i mosen, var de kommet til Danmark, men Aventoft kom til Tyskland, og Niels og hans søskende måtte gå i tysk skole, selvom de ikke talte tysk. Den største pris for denne flytning blev dog, at hans to yngre brødre faldt som tyske soldater i Anden Verdenskrig. I modsætning til De skånske Lande, der blev erobret og forsvensket med grusom magt, skete fortyskningen af Slesvig gradvist gennem århundreder, bl.a. fordi regeringssproget i hele Slesvig og kirkesproget i Sydslesvig var tysk. Det er da også tankevækkende, at den nuværende grænse næsten er identisk med den gamle kirkesprogsgrænse mellem dansk og tysk. De dansktalende bønder på den frugtbare halvø Angel syd for Flensborg, klagede mange gange til den danske konge over, at de ikke forstod, hvad de tysktalende præster sagde; men klagerne blev afvist. Derved blev det hellige sprog og kultursproget tysk, mens det daglige danske sprog kun blev en skal. Over alt i Sydslesvig findes der danske spor. Alle byerne har danske navne som Satrup, Ladelund og Mårkær; men mange er fortyskede som Skovby, der er blevet til Schoby. I den store landsby Sørup midt på Angel ligger en af Østjyllands største og flotteste kirker. På kirkegården finder man alle de danske navne som Petersen, Johansen og Jessen. På en af gravstenene står: ”Ruhestätte der Familie Hemmingsen, Gammelbygård”. Det oprindelige stednavn er bevaret. I nærheden af Sørup viser vejviseren endda mod Gammelbygård Mark. Men på kirkegården findes også mange gravsten med fremmedartede navne som Klein fra Kønigsberg og Surawski fra Lyck i Østpreussen. De var blandt de 12 millioner tyskere, der blev fordrevet fra deres hjemstavn i 1945 og bl.a. blev bosat i Sydslesvig. Mange har nok undret sig over, at grænsen slår et slag mod syd ved Frøslev. Den internationale grænsekommission havde ellers bestemt, at hele Hanved Sogn (Handewit), som Frøslev hørte til, skulle med i zone to. Men borgerne i Frøslev henvendte sig direkte til grænsekommissionen og fik udvirket, at Frøslev kom i zone et og dermed efter afstemningen til Danmark. Det betød imidlertid, at Frøslev blev afskåret fra Hanved Kirke og i stedet kom til Bov Kirke. Beboerne fik imidlertid fortsat ret til at blive begravet på Hanved Kirkegård som deres forfædre. Denne ret har de brugt langt op i tiden, og på kirkegården er der et særligt område for Frøslev. Frøslevs tidligere krovært, Karsten Thomsen, havde en stor del af æren, for at borgerne i Frøslev i det ellers tysksindede Hanved Sogn ønskede at komme til Danmark. Gennem taler og sange på dansk øvede han en varig påvirkning i byen, og han skrev bl.a. den kendte sang, ”Det er så køhnt, der er så dejle. ”. Slesvigs historie har vist, at det er det fælles sprog og den fælles kultur, der skaber en nation og holder den sammen. Det ved det danske mindretal i Sydslesvig. De er danskere lige som os og hører til den danske nation, selvom de er tyske statsborgere. Den åbne grænse har ikke blot betydning for det danske mindretal. Åbningen har også betydet et stærkt stigende kulturelt og erhvervsmæssigt samarbejde mellem Nord- og Sydslesvig, så Slesvig på mange områder igen er kommet til at udgøre en enhed. Arne Sloth Kristoffersen er forhenværende skoleinspektør. Historielærer i 44 år. Skribent og foredragsholder, bl.a. om Tyskland, Østeuropa, jøderne, folkevandringer, folkeskolen og mennesker mellem hav og fjord.