Lokalpolitik

Ja til åbne regnskaber?

Carl Frede Haugaard skriver nu, at jeg udtaler mig kryptisk om LO-støtten.

Jeg mener helt klart, at jeg har ret konkret skrevet, at LO-medlemmerne støtter Socialdemokratiets valgkampagne med et beløb, som det står ethvert medlem frit for at kunne sige nej til. Herudover har LO lokalt i Odense valgt at støtte SF, imod at de ikke underløber valg af en socialdemokratisk borgmester eller kommende budgetlægninger, hvis partierne i Rød Stue har flertal. Det, jeg derimod mangler svar på, er den manipulerende måde, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti skaffer sig støtte på. Bl.a. med indirekte støtte fra Rema 1000, som selvfølgelig har modtaget regningen for følgende eksempel, oplyst i Frederiksborg Amts Avis 22.12. Venstre har tidligere oplyst, at partiet har modtaget 19.500 kroner i støtte fra Reitan Ejendomsudvikling, (som står for byggeri af Rema 1000) forud for en politisk vedtagelse af selskabets detailhandelsprojekt. Pengene tilfaldt vælgerforeningen, uden byrådsgruppens vidende. Konservative, Focus Fredensborg og Dansk Folkeparti har afvist at svare, under henvisning til, at bidrag på under 20.000 kroner kan gives anonymt. Det samme har Venstre i Hørsholm i en lignende sag som i Fredensborg benyttet sig af, at beløb under 20.000 skal man ikke oplyse. Synes Carl Frede Haugaard og øvrige nordjyder, at det er rimeligt at fortie, hvor man får sin valgstøtte fra? Synes Carl Frede Haugaard og andre nordjyder ikke, som foreslået af Socialdemokraterne, at der bør være fuld offentlighed omkring den form for støtte, I øjeblikket diskuterer vi ny lukkelov. Forslaget herom er til gavn for de store supermarkeder som Bilka. Forslaget er fremlagt af De Konservative. Er der her sammenhæng mellem modtaget støtte og forpligtelse til at få lukkeloven ændret? Ja, vi ved det ikke, for der er ikke åbenhed i regnskaberne. Men skulle nogen få denne kætterske tanke forstår jeg dem godt. Lad os som hos LO's medlemmer få åbenhed om regnskaberne. Så vi kan se, hvem som støtter og hvem som leverer. Nu var det ikke Carl Frede Haugaard som åbnede denne debat. Det var Venstres næstformand Kristian Jensen, fulgt op af VU'erne. Fortsat mangler vi svar på fra, om Venstre går ind for ligesom Socialdemokraterne, at vi skal have åbne regnskaber om al vælgerstøtte.

Forsiden