EMNER

Ja til aktiv dødshjælp

For nylig var der en udsendelse om aktiv dødshjælp i tv.

En smuk og meget bevægende udsendelse om et menneske der havde et liv, der ikke længere var glædesfyldt, men et liv med store begrænsninger, og hvor vedkommende valgte at få aktiv dødshjælp. Jeg har den opfattelse, at rigtig mange er bange for døden, og at holde sig i live, hvad end det måtte koste af lidelser, er bedre end at dø. At fødes er naturligt, at dø er lige så naturligt men - men vore kære dyr hjælper vi da med at forkorte deres liv, hvis de lider, hvor vi kan se, at det bedste vil være, at de dør. Hvorfor skal vor død så være forbundet med så meget tabu, at vi mener, det er en katastrofe, hvis vi snakker om den, eller selv som et voksent menneske tager en fornuftig beslutning om at få aktiv dødshjælp, hvis vore lidelser fylder hele vort liv? Rigtig mange mennesker er bange for døden, men så må de begynde at forholde sig til den, for den indfinder sig ligesom så meget andet i vort liv. Min forståelse er, at der sniger sig en frygt ind hos mange, for tænk hvis det det bliver misbrugt, ja, alt i livet kan misbruges, men hvis man får en advokat med, kan der ikke forekomme misbrug, og er det ikke op til hver enkelt at tage beslutning for sit liv? Jeg selv har tydeliggjort det for min familie, at skulle jeg komme dertil, hvor jeg ikke længere er klar, evt. er gået ind i en demens, hvor jeg ikke længere genkender mine omgivelser, så ønsker jeg i idlandet at få aktiv dødshjælp, som desværre endnu ikke findes her i landet. Dette er skrevet ned og mit håb er, at familien i kærlighed til mig opfylder mit ønske. Jeg må sige, jeg har selv en åndsmæssig forståelse af døden og livet, og måske også derfor et meget mere afslappet forhold til døden, men ingen forhindre mennesker i at studere åndsvidenskaben eller måske få sig en tro, den kan på mange måder give en trøst, men at leve sit liv i en konstant dødsangst er ikke at leve.