EMNER

Ja til at sætte alkohol-grænse op

UNGE:Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har netop fremsat et lovforslag om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 16 år. Blå Kors hilser med glæde, at der sker en stramning vedr. salg af alkohol til børn og unge, men der er brug for, at grænsen i stedet for sættes til 18 år, da denne aldersgrænse i forvejen er veldefineret i form af myndighedsalder, retten til at erhverve kørekort til bil, udstedelse af eget sygesikringskort og retten til at købe øl og spiritus på restauranter og andre serveringssteder. Hvis vi samtidig prøver at kigge lidt ud over vort eget lands grænser, vil vi kunne se, at flere andre europæiske lande allerede opererer med en 18 års aldersgrænse. Afgiftsnedsættelse på spiritus er også med til at understrege behovet for en mere effektiv og stærkere virkende forebyggelsesindsats. En aldersgrænse på 18 år vil signalere en klar vilje til at finde løsning på det problem, som tidligt brug af alkohol er. Samtidig skal der sættes effektivt ind med hensyn til overholdelse af reglerne for salg af øl, vin og spiritus til børn og unge. Der skal udvises opmærksomhed i praksis og afsættes ressourcer til sikring af, at forbudet respekteres og overholdes. En aldersgrænse på 18 år har samtidig den gode og meget ønskelige gevinst, at der vil være langt bedre mulighed for en udskydelse af debutalderen – med deraf følgende mindre risiko for alkoholmisbrug. Flere undersøgelser har vist, at unge, der begynder at drikke alkohol tidligt, har en øget risiko for senere at få et højt forbrug af og problemer med alkohol og andre rusmidler. Samtidig betyder et overforbrug og misbrug af alkohol, at udbyttet og resultaterne af undervisning og uddannelse nedsættes betragteligt. Selv om de personlige omkostninger ved et overforbrug og misbrug af alkohol er de mest afgørende og alvorligste, har det også stor samfundsmæssig betydning, at menneskelige ressourcer ikke i tilfredsstillende omfang kommer til deres ret. Afgørende effektivitet og produktivitet går unødigt tabt. Vi har, som det tydeligt fremgår af samfundsdebatten, brug for det modsatte: En god og sund brug af de menneskelige ressourcer – også de unges.