Ja til boykot?

Det er skamløst, når forbrugerminister Lars Barfoed fortsat vil lade danskerne spise kød fra smittede danske fjerkræbesætninger

. I et oplyst samfund som det danske bør det syge kød forsvinde af sig selv gennem regler om erstatningsansvar og straf for de avlere der leverer smittet kød. Hvor svært kan det være? Danske landmænd er berømte for at kunne datomærke æg, så man ved hvilken høne, der har lagt dem hvornår. Så kan man også mærke kyllingerne på samme måde og sikre, at avleren påtager sig det ansvar det er at smitte en forbruger. Forbrugerministeren vil desværre ikke trække i arbejdstøjet men hellere nøjes med et forklæde og belære forbrugerne om bedre køkkenhygiejne og han vil meget belejligt også holde udenlandske konkurrenter væk fra danske butikker. Man tvinges næsten til at boykotte alt fjerkræ (bortset fra svensk), så længe det er det politiske hensyn til avlernes økonomi, der lægges vægt på, og som hindrer destruktion af smittede danske fjerkræbesætninger.