Ja til fælles regler

1. december 2004 05:00

DYRETRANSPORTER: Danmark led for nylig et meget kedeligt nederlag i EU. Justitsminister Lene Espersen formåede ikke at overtale sine kollegaer i ministerrådet om nødvendigheden i at stemme nej til forslaget om dyretransporter, der betyder at dyr fortsat kan transporteres i op til 24 timer på de europæiske motorveje. Her i avisen (19.11.) blev det samtidig igen tydeliggjort, at Venstres medlem af Europa-Parlamentet Niels Busk som rygmarvsrefleks altid støtter landbruget uanset hvilket forslag, der kommer. At Niels Busk taler imod et enigt Folketing er i sig selv bemærkelsesværdigt, at han kalder mig populistisk for at arbejde med næb og kløer for at stoppe det forslag, er jeg helt uforstående over. Dette forslag er så dårligt, at det aldrig skulle have været vedtaget. Forslaget blev offentliggjort samme dag, som det blev vedtaget og er blevet hastet igennem. Et så vigtigt område, som interesserer så mange mennesker, kræver en folkelig debat, hvor den europæiske befolkning har mulighed for at give sin mening til kende. I stedet er regler blevet vedtaget der bl.a. betyder, at dyr kan transporteres helt op til 24 timer på de europæiske motorveje samtidig med, at man ikke har set på det grundlæggende problem med, at dyrene ikke har ordentlig plads. Vi bliver nødt til at have nye fælles regler for hele EU på dette område, og vi skal for alt i verden sikre, at der bliver konkurreret på kvaliteten af fødevarer og ikke på dyrs lidelse. Kampen stopper ikke her, og jeg arbejder stadig for at få forslaget taget op igen og få nogle bedre regler. De fleste i Danmark er enige i, at det er nødvendigt - desværre åbenbart ikke Niels Busk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...