Ja til hundehegn

Da det elektriske halsbånd atter har været fremme i NORDJYSKE, ønsker jeg som meget stor hundeelsker at give mit besyv med.

Dyr 1. december 2004 21:06

Det har altid harmet mig at se en stor hund gå i en 5-10 kvadratmeter hundegård eller i en meget kort lænke, men det er jo helt lovligt, for ikke at tale om diverse kvæler- eller pighalsbånd. Det har derimod været mig en stor glæde at se en tidligere lænkehund blive velsignet med et elektrisk hundehegn, der gav den mulighed for at løbe rundt i de indhegnede ca. 15.000 kvadratmeter eller blot i en almindelig parcelhushave, med et halsbånd der giver hunden en påmindelse, i form af en biplyd, om at den er ved at nå grænsen af matriklen. Skulle den imod al forventning overhøre dette varsel, får den et lille stød. Der har i en menneskealder helt lovligt gået hundrede tusindvis af husdyr af alle slags hegnet inde med et elektrisk hegn, som giver stød. Og de får ingen forudgående varsel. Nu vil nogen nok sige, at de kan se, at der er en tråd. Men den holder ikke. Jeg har personligt brugt lang tid på at få fritgående søer til at overskride en grænse, hvor der plejer at være en tråd fra et landbrugshegn. Jeg har fået oplyst, at dette landbrugshegn har en effekt, der er 300 pct. større end hundens, som er effektueret af et 6 volt batteri. Jeg og mine hunde, har i mange år haft glæde af et sådan hegn, og jeg kan oplyse, at effekten er så svag, at en af mine tidligere hunde løb slalom over det uden at reagere. Sluttelig må jeg for en ordens skyld tilføje, at da jeg erfarede, at det var blevet ulovligt, har jeg som god lovlydig borger afmonteret de stødbringende poler, således at det kun er biplyden, der fungere og det er også fuldt tilstrækkelig.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...