Ja til langsigtet boligaftale

I Boligselskabernes Landsforening, der repræsenterer de almene boligforeninger og boligselskaber, har vi i længere tid banket på regeringens dør for at få indledt reelle forhandlinger om en langsigtet boligaftale.

Vi repræsenterer næsten en million beboere i ca. 550.000 boliger, og vi står over for betydelige udfordringer, som kalder på politiske initiativer og beslutninger. Men desværre har den boligpolitiske debat nu i nogle år dels været forpestet af den ulyksalige strid om salg af almene boliger og dels været karakteriseret af nogle meget kortsigtede politiske indgreb, der har overført betydelige midler fra den almene sektor til fordel for statskassen. Vi ønsker at få lagt den ideologiske strid om salg bag os - forsøgsloven er nu vedtaget, og intet tyder på, at det vil blive nogen stor succes, men den debat må ikke spærre for en debat om de reelle og de langsigtede problemer. Vi oplever i disse år en markant ændring i de forskellige boligformers konkurrenceevne. Den meget lave rente og de nye låneformer har gjort ejerboligerne meget mere konkurrencedygtige end udlejningsboligerne, og vi har nu oplevet en vis ledighed i de almene boliger i de dele af landet, hvor ejerboligernes priser kun er steget behersket. I de private udlejningsboliger er ledigheden endnu større. Denne udvikling er yderligere med til at skubbe til den uheldige udvikling, som nu i snart mange år har været konstateret omkring beboersammensætningen i de forskellige dele af boligmarkedet. Der er sket en meget stærk social og etnisk udskillelse, hvor de almene boliger har fået en stadigt stigende andel af beboere uden tilknytning til arbejdsmarkedet, herunder også mange flygtninge og indvandrere og socialt belastede danskere. Det er en udvikling, som på længere sigt truer den sociale sammenhængskraft i samfundet. Det er ikke godt for noget samfund, når forskellige befolkningsgrupper lever så adskilt fra hinanden. Regeringen har erkendt, at noget er galt og har iværksat den såkaldte strategi imod ghettoisering. Men med al mulig respekt for dette initiativ, så er de konkrete forslag og løsninger helt utilstrækkelige i forhold til de reelle problemer, og der er tilsyneladende endnu ikke en officiel anerkendelse af, at der også kræves indsats af mere klassiske boligpolitiske instrumenter, hvis det for alvor skal batte. Det handler helt elementært om at styrke de almene boligers konkurrenceevne, og det kan gøres via påvirkning af økonomien og via påvirkning af den kvalitet, som tilbydes. Kvaliteten kan atter opdeles i et fysisk element om boligområdets indretning og attraktion, herunder indretning og udformning af de enkelte boliger, samt i et mere socialt og trivselsorienteret element om, hvordan beboerne oplever det at bo sammen med deres naboer. Og det er her, at behovet for de mere langsigtede boligpolitiske løsninger kommer ind i billedet. Der kræves en betydelig tilførsels af ressourcer, hvis det skal lykkes, og de almene boliger vil komme til at råde over egne betydelige ressourcer på det lange sigt via de fondsopbygninger, som sker i henhold til gældende lovgivning, og hvor midlerne primært stammer fra fortsatte beboerbetalinger, når de oprindelige lån til kreditforeningerne er udløbet. Det er disse fondsopbygninger, som udgør kernen i en realistisk løsning af problemerne, og vi vil meget gerne have lov til at sætte disse midler ind med fuld styrke. Finansministeren scorer kassen Men det er også her, at det politiske problem ligger gemt. De fremtidige indbetalinger til fondene er blevet forsøgt inddraget til fordel for statskassen som en del af de kortsigtede boligpolitiske forlig. Det sker formelt som en medfinansiering i forhold til de statslige subsidier til det almene nybyggeri, og vi mærker helt klart, at her er vi for alvor oppe mod stærke statsfinansielle interesser. Men man kan ikke løse ghettoproblemer, sikre en styrkelse af det sociale liv i boligområderne og styrke de almene boliger konkurrenceevne, når man samtidig forsøger at dræne de almene boligorganisationer og deres beboere for de midler, som skulle sikre en løsning. For årene 2002, 2003 og 2004 har de almene beboere således skullet bidrage med mere end fem en halv milliard kroner til lettelse af statens udgifter, selv om alle regnestykker i øvrigt viser, at de faktiske omkostninger for staten har været væsentligt lavere som følge af den lave rente og de nye låneformer. I alment byggeri er det nemlig finansministeren, som scorer kassen ved den lave rente og de nye låneformer, medens det i ejerboligerne er ejerne. Det er disse problemer, vi meget gerne vil i en reel dialog med regeringen om. Hvis regeringen mener strategien imod ghettoisering alvorligt - og vi har ikke grund til at tro andet - så må regeringen også opgive den traditionelle finansministerielle interessevaretagelse og indlede reelle forhandlinger, som er åben for en fordomsfri debat og dialog. Det er Eva Kjer Hansen, der som ny socialminister har fået det almene område under sit ressortområde. De foreløbige meldinger fra ministeren tyder på en forståelse for problemernes karakter og en vilje til at gøre noget ved dem. Vores nytårsønske er, at der nu også bliver fulgt op i praksis. Det er ikke nok med pæne ord og gode hensigter. Der skal skabes resultater i 2005 som en del af en ny langsigtet boligpolitik.