Ja til lille café ved Thorupstrand

Ejere af grund tæt ved havet lægger nye planer efter kommunal kovending

Mariann Stenholm
Der bli­ver kik til ha­vet og bå­de­ne fra den kom­men­de gallericafé, hvis pla­nen fal­der helt på plads. Fo­re­lø­big har Jam­mer­bugt Kom­mu­ne sagt ja, for­di byg­nin­gen lig­ger tæt ved p-plads og lan­dings­plads, og den ud­for­mes som et som­mer­hus på en god­kendt som­mer­hus­grund. Lige nu spør­ges na­bo­er­ne om de­res hold­ning.ar­kiv­fo­to: bent bach
Lokalpolitik 9. december 2007 05:00

JAMMERBUGT: Hvis man får nej første gang, kan det måske betale sig at søge endnu engang i et nyt regi. Det er i hvert fald den erfaring, Lili Gjettermann Olsen og Ellen Matthäi i Thorupstrand har gjort, efter at Jammerbugt Kommune til deres store overraskelse sagde ja til at de kan indrette en lille gallericafé i et nybygget sommerhus på en ledig grund tæt ved havet. - Det havde vi overhovedet ikke regnet med, efter at Fjerritslev Kommune tidligere har sagt nej. Men nu tager vi vores planer op til revision, siger en overrasket Lili Gjettermann Olsen. Hun var så sikker på et afslag fra kommunen, at hun sammen med Ellen Matthäi allerede havde købt den tidligere købmandshandel længere inde i land på Thorupstrandvej. - Det var planen, at vi ville indrette café, galleri og værelser i ejendommen, men nu sælger vi den nok igen. Det skal vi til at finde ud af, siger Lili Gjettermann Olsen. Da Fjerritslev Kommune i sin tid sagde nej, var begrundelsen, at der er tale om en sommerhushusgrund, og at der efter lokalplanen ikke må være erhvervsvirksomhed på den. Det er også lige efter bogen, men politikerne i Jammerbugt Kommune har - på anbefaling fra forvaltningen - vurderet, at beliggenheden ved den gamle redningsstation og p-pladsen ved kystlandingspladsen er en god begrundelse for at give dispensation. Tilladelsen er nu ude i høring hos naboerne og hos staten på grund af beliggenheden inden for kystbeskyttelseslinjen på 300 meter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...