Lokalpolitik

Ja til mere by ude på landet

LANDPOLITIK:Medierne, politiker og andet godtfolk har her under valgkampens start sat megen fokus på landdistrikterne, men os der bor herude, er nok lidt skeptisk over for, hvad der så sker efter valgdagen 15. november. For vi må erkende, at vi ikke er de fleste, og som Niels Hausgaard synger, så er det de fleste, der bestemmer, men er de fleste mon også de klogeste. I Nibe Kommune fik vi først en virkelig landdistriktspolitik op at stå i denne byrådsperiode. Den blev godt hjulpet på vej af den utrolige vækst vi havde, og fortsat har, i Nibe by - altså når de fleste har nok, så kan der blive lidt til de få på landet. Dernæst, at der var et flertal af politikere, der kunne se afgrundens rand for et par små folkeskoler i vores kommune, hvis ikke der blev grebet ind. Skal landsbyerne overleve, er nøgleordet investeringer, og en politisk vilje til at ville. I Nibe fik vi investeret både i skolerne og byggegrunde, og efter kommunen har meldt ud, er de private byggeherre også begyndt at tro på projektet. Skal den offentlige og private service i en landsby overleve, skal der være vækst, men det fås kun hvis det bliver mulig med byvækst, og så nytter det ikke blot at pege på en græsmark, og sige: - der kan du bo. Nej der skal være vilje til at investere i byggemodning, og vente på, at pengene kommer hjem. Det er fint nok med penge til selvhjælp, til aktiviteter og forskønnelse af landsbyen, men investeres der ikke i bo og services muligheder, dør landsbyer. Jeg er dog trods alt optimist - EU har konverteret flere kroner til landdistrikterne, lige som en ny udligningsreform mellem rige og fattige kommuner vil være med til at løse skæv-vridningen mellem land og by