Ja til mere miljø for pengene

Folketinget har netop behandlet og bekræftet regeringens klimastrategi. Den går ud på, at vi skal have mest miljø for pengene og samtidig spare det danske samfund for milliarder af kroner. I forbindelse med den såkaldte Kyoto-aftale i 1997 og den efterfølgende byrdefordeling mellem EU-landene, forpligtede Danmark sig til at begrænse CO2-udledningen med 21 procent inden udgangen af 2012. Kyoto-aftalen blev i 1997 indgået af den daværende SR-regering med Svend Auken i spidsen, og var en reaktion på den globale opvarmning forårsaget af drivhusgasser. Kyoto-aftalen blev indgået af en række industrilande som påtog sig at reducere deres CO2 udslip med 5 procent i forhold til deres udledning i 1990. EU-landene påtog sig at reducere deres samlede udledning af CO2 med 8 procent. Fordelingen blandt de europæiske lande endte dog med at blive ret ulige. Danmark påtog sig en andel på hele 21 procent, hvorimod eksempelvis Storbritannien og Sverige kun skulle reducere med henholdsvis 12,5 og 4 procent. Danmarks ambitiøse mål blev desværre ikke fulgt op af Auken og SR-regeringen, som ikke afsatte penge til formålet eller fremlagde en strategi for hvordan Danmarks forpligtelser skulle opfyldes. VK-regeringen har nu med klimastrategien fundet en måde, hvorpå Danmark ikke alene lever op til Kyoto-aftalen, men også sikrer, at vi får mest miljø for pengene. Det sker blandt andet ved at gøre brug af de såkaldte fleksible mekanismer. Det vil sige, at vi kan blive godskrevet CO2 reduktioner opnået i udlandet gennem projekter, som er dansk finansieret. Regeringen vurderer, at der ved at gøre brug af disse mekanismer er mange penge at spare for de danske skatteydere samtidig med, at vi lever op til reduktionsmålene i Kyoto-aftalen. Hvis hele reduktionen skulle finde sted i Danmark, vil det koste samfundet årligt 5 mia. kr. Hvis de bedste og billigste projekter derimod bliver gennemført i Danmark og derefter projekter i udlandet, vil omkostningerne være reduceret til 1- 2 mia. kr. om året. Danmark har altså mulighed for at finansiere reduktionen i udviklingslande og Central- og Østeuropa, hvor forureningsbekæmpelse er mindre udviklet. Der findes tre typer af fleksible mekanismer - 1) handel med udledningskvoter mellem landene, 2) Gennemførelse af projekter der reducerer udledningen af drivhusgasser i Central- og Østeuropa, de såkaldte Joint Implementation og 3) gennemførelse af projekter, der reducerer udledningen af drivhusgasser i udviklingslandene, de såkaldte Clean Development Mechanism. Regeringen har i sit oplæg hovedsageligt valgt at satse på Joint Implementation-projekter, da indsatsen her vil blive rettet mod områder, hvor vi vil opnå den største effekt og reduktion pr. anvendt krone. Derudover vil anvendelsen af disse mekanismer betyde en overførelse af kapital og know-how til udviklingslandene og Central- og Østeuropa. Denne måde at gribe problemerne an på har mødt megen kritik. Men en CO2 reduktion i Central- og Østeuropa giver både et renere miljø og en velfældsstigning. Kritikerne tager fejl, når de argumenterer for at vi skal holde alt indenfor nationale grænser. Det er vigtigt at erkende, at global opvarmning er et globalt problem. Om reduktionen af CO2 finder sted i Danmark eller i Polen er underordnet, bare den finder sted. Til gennemførelse af Joint Implementation- projekter har regeringen afsat 130 mio.kr på finansloven for 2003, og miljøstyrelsen er allerede i gang med projekter i Rumænien, Polen og Slovakiet. Jeg ser det som en god løsning både for Danmark, men også for landene i Central- og Østeuropa. Alt i alt er klimastrategien spændende og positiv. Det er en klimapolitik, der gør det muligt på en konstruktiv måde, at leve op til de aftaler SR-regeringen indgik, men som den daværende Miljø- og energiminister ikke selv gennemførte en politik for at indfri. Kim Andersen, Egholmsvej 20, Skanderborg, er folketingsmedlem og energipolitisk ordfører for Venstre.