Ja til mere omsorg

ÆLDRE:Brian Andersen, formand for HK Kommunal Nordjylland, spørger (6.5.), om jeg ønsker "robotter til at passe de ældre på plejehjemmene". Til det kan jeg svare ganske kort: Nej til robotter. Ja til mindre bureaukrati og dermed mere tid til omsorg hos de ældre på plejehjemmene. I dag bruger de offentligt ansatte en så stor del af deres arbejdstid på at tidsregistrere, udfylde blanketter og andet administrativt bøvl, at de ikke har tid til det, som det hele handler om - nemlig omsorgen. Der er ikke tid til få en kop kaffe og en snak hos de ældre, fordi de ansatte skal følge et snorlige skema, hvor hvert minut skal registreres. Det bliver hverken de ældre eller de ansatte gladere af. Tværtimod bliver arbejdsmiljøet dårligt, og de ældre svigtes. Jeg kunne forleden læse i Berlingske, at mange kommunalpolitikere rundt omkring i det danske land har oplevet, at bureaukratiet er vokset siden kommunalreformen, og at det betyder, at der er mindre råd til velfærd. Det er blandt andet derfor, at jeg arbejder for at effektivisere den offentlige sektor, så der bliver mere tid til de ældre, de syge og børnene, men mindre tid til administration. Hvis vi gør op med de administrative tidsrøvere, som stjæler de ansattes arbejdstimer, bliver der automatisk mere tid til det væsentlige - og dermed brug for færre til at administrere. Det er derfor, at vi i Liberal Alliance vil nøjes med at ansætte 930, hver gang 1000 går på pension, så vi kan skære 40.000 stillinger væk og komme ned på samme niveau som under Nyrup.