Redningsvæsen

Ja til ny Falck-aftale - og bedre sent end aldrig

DRONNINGLUND: Byrådet har godkendt en ny såkaldt brandslukningsoverenskomst, som Falck har udarbejdet som grundlaget for Falcks samarbejde med kommunen. Det skete på denne uges septembermøde i byrådet - selv om aftalen egentlig har virket lige siden indgangen til 2003. At aftalen først nu bliver godkendt, fik Steen Christensen (S) til at spørge byrådets medlem af beredskabskommissionen, borg-mester Mikael Klitgaard (V), om, hvorfor det er sket så sent, og hertil svarede borg-mesteren, at det var en fejlberegning i Falck-rækkerne, der havde forsinket sagen. Steen Christensen spurgte videre, hvorfor Dronninglund Kommune med et ja til aftalen også sagde god for at betale for den omtalte fejlberegning, og hertil lød svaret fra Mikael Klitgaard, at kommunen faktisk havde fået noget for de ekstra kroner. Derefter blev aftalen godkendt, og Mikael Klitgaard fortalte i den forbindelse, at der indtil videre holdes fast i den gamle ordning med syv brandfolk og en indsatsleder, når der rykkes ud - frem for de fem og én, der er blevet skabt mulighed for at reducere udrykningsstyrken til. - Det skete på kraftig opfordring fra stationslederen (Peder Mejlvang, red.), men vi vil se på antallet igen, når der foreligger en risikovurdering, sagde Mikael Klitgaard.