Ja til saglighed

Jeg er enig med Gert Villumsen (1.2.) i, at det kunne være dejligt med mere saglighed i dansk politik.

Det er netop derfor, at jeg skrev indlægget om regeringens såkaldte værdipolitik. Man kan ikke regere et land udelukkende ud fra fordomme, men det er netop det, regeringen gør ved konstant at henvise til myter om den tidligere regering. Hvordan man end vender og drejer det, så afviklede Venstre og Konservative den offentlige gæld i de ti år, vi sad i regering. Det er fuldstændigt korrekt, at Nyrups regeringer fremtidssikrede dansk økonomi ved at foretage en lang række nødvendige reformer op igennem 1990'erne. Det gavnede mildest talt ikke Nyrups popularitet, men det var rettidig omhu, hvilket vidner om at datidens socialdemokrater havde et vist format. Vi valgte at bruge de gode tider til at betale gælden af, vi kunne imidlertid også have valgt at bruge pengene på meget mere offentligt forbrug. Det var det den daværende socialdemokratiske opposition fremturede med under kampråb som "Vi vælger velfærd" og "massakre på den offentlige sektor". Danmark er et trygt samfund, og det er blevet mere trygt de seneste 10 år. Det viser en undersøgelse fra november 2010, udarbejdet i et samarbejde mellem bl.a. Københavns Universitet, Justitsministeriet og Det Kriminalpræventive Råd. Her er konklusionen, at over 70 procent af danskerne var bekymrede for vold og kriminalitet tilbage i 1990'erne. I dag er det kun omkring 30 procent. Tallene burde tale for sig selv. En stram retspolitik og en fast og fair udlændingepolitik har været med til at gøre Danmark til et både åbent og trygt land. Det kan vi være stolte over, og det vil Venstre arbejde for, at vi kan bevare.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.