Ja til sund reform

Der er et alarmerende behov for, at der skal ske noget på forebyggelsesområdet - og det skal være nu Regeringen har ambitioner om et sundhedsvæsen i verdensklasse. Desværre viser virkeligheden bare, at den på vitale områder er langt fra at indfri egne ambitioner.

Ernæring 25. august 2007 22:21

Ét af disse områder er forebyggelsesområdet. Kvalitetsreformen bør være folkesundhedsreform, der er startskuddet til at sætte markant ind for at fremme den danske folkesundhed. Men spørgsmålet er, om regeringen i virkeligheden vil borgernes sundhedstilstand det godt? Erfaringerne er desværre ikke opløftende. Vi burde kunne leve sundere og længere liv. Men årligt dør titusinder af danskere unødvendigt tidligt af rygning, for lidt motion, overvægt eller drikkeri. Der er uden for enhver sammenligning tale om de største dræbere i dagens Danmark. Endnu flere overlever, men med alvorlige sygdomme som diabetes, rygerlunger, kræft, slagtilfælde og knogleskørhed. Verdenssundhedsorganisationen WHO peger på, at 50 pct. af alle indlæggelser i Danmark skyldes folkesygdomme, der kunne være forebygget, og at dette tal forventes at stige til 70 pct. om blot 15 år. Men det synes ikke at gøre indtryk på regeringen! I hvert fald er realiteten den, at vi i Danmark bruger milliarder på at behandle og lindre folkesygdommene, men Regeringen gør forsvindende lidt for at sikre, at der afsættes ressourcer til at forebygge dem. Det behøver ikke at være sådan ¿ men det er sådan fordi den politiske vilje kun rækker til utilstrækkelig lovgivning, utilstrækkelig strategiplanlægning og ringe opfølgning. Lad mig give nogle eksempler. MED DEN ny sundhedslov har kommunerne fået et entydigt ansvar for forebyggelsesindsatsen overfor borgerne, og et delt ansvar med regionerne for den patientrettede forebyggelse. Det fremgår af loven, at forebyggelsestilbuddene skal være fagligt prioriterede, baseret på bedst mulige dokumenterede grundlag, udføres af personale med nødvendige kompetencer, og skal tage hensyn til socialt svage grupper. Det fremgår også, at kommunerne skal basere deres virksomhed på flerårige driftsplaner. Så langt så godt. Men loven fastlægger ingen præcise mål for den kommunale indsats. Der sættes f.eks. ingen standarder for, hvad eller hvor meget kommunerne skal tilbyde. Bare kommunen laver ét enkelt rygestopkursus, ja, så vil lovkravet om at tilbyde forebyggelsestiltag mod rygning være opfyldt! Der er heller ingen krav til det faglige niveau. Man kunne have krævet, at prioriteringen af indsatsen i sundhedspolitikkerne blev baseret på sundhedsprofiler af den lokale befolkning. Det er ikke tilfældet. Den statslige godkendelse af de kommunale sundhedspolitikker vil alene afhænge af, om planen forholder sig til de emner, som loven kræver. Nøjagtig samme problem genfindes i regeringens eget strategiprogram, ¿Sund hele livet¿, som dækker årene 2002-2010. Programmet lægger vægt på at forebygge de store livsstilssygdomme, men det er ikke forpligtende i form af operationelle delmål, indikatorer, deadlines eller lignende, der kan sandsynliggøre, at man nærmer sig målet. Der er selvfølgelig heller ikke i praksis afsat ressourcer til indsatsen, eller til at følge den detaljeret op! ¿Sund hele livet¿ taler om, at forebyggelsesopgaven skal løses i et tværgående samarbejde og i partnerskaber. Men en strategi for etablering af partnerskaberne foreligger ikke. ET ANDET eksempel er Sundhedsstyrelsens ¿Oplæg til national handlingsplan mod svær overvægt¿, som en gruppe embedsmænd og eksperter udarbejdede i 2003. Oplægget rummer 66 ret konkrete anbefalinger til forebyggelse af svær overvægt. Oplægget blev trykt med Sundhedsstyrelsens logo og offentliggjort på et pressemøde, hvor sundhedsministeren smukt bakkede oplægget op. Men det blev aldrig officielt politisk behandlet, og det foreligger stadig kun som et oplæg den dag i dag. Opfølgningen kan man næsten også gætte sig til. De 9 ministerier, der bidrog til overvægtsoplægget ville reelt ikke forpligte sig, og der blev ikke sat delmål eller deadlines på deres indsats. Den fælles ministeriegruppe gik hurtigt i opløsning, og i dag har ingen overblik over, hvad der kom ud af de 66 anbefalinger. De to mest aktive ministerier, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Familie- og Forbrugerministeriet, har først og fremmest koncentreret sig om at skabe og publicere viden om overvægt hos børn, samt at dele penge ud til forsøgsvirksomhed fra offentlige puljer. OG ET sidste eksempel: Velfærdskommissionen, der ellers fik til opgave at se langt ud i fremtiden, nævner venligt forebyggelse på 4 ud af 938 sider i sin rapport, men gør intet selvstændigt ud af området ud over et løsrevet råd om, at skolebørn bør spise ordentlig mad og være fysisk aktive. Det taler helt for sig selv. Fraværet af specifikke krav til forebyggelsesindsatserne er ikke kommet ud af ingenting. Det var nemlig Regeringens udtrykkelige forudsætning, at Kommunalreformen ikke måtte medføre en udvidet service på området. For et krav om serviceforbedring ville udløse økonomiske modkrav fra KL ¿ og dem vil Regeringen ikke betale. Det betyder, at den kommunale forebyggelsesindsats ¿ både den borgerrettede og den patientrettede - i hele landet skal klares for 200 mio. kr. årligt i alt ¿ hvilket ikke en gang svarer til en halv pct. af det samlede sundhedsbudget i landet! Hertil kommer forskellige puljemidler, som fra tid til anden bliver budt ud fra ministerielt hold som plaster på de åbne sår ¿ men det batter absolut ingenting i forhold til danskernes sundhed. DESVÆRRE er det ualmindeligt sigende for regeringens indsats på Folkesundhedsområdet: De foregiver at tage hånd om de voksende problemer, men vil i virkeligheden ikke betale for den nødvendige indsats. Det betyder, at de svigter ikke kun i form af luftkasteller, men sit politiske ansvar for at tage hånd om borgernes liv og livskvalitet og for den tikkende bombe, der ligger under den landets sundhedsøkonomi. Det er helt ubegribeligt uansvarligt. Der skal ske en markant oprustning på af den samlede forebyggelsesindsats, og kan passende ske i form af en folkesundhedsreform i forbindelse med kvalitetsreformen. Konkret bør der endvidere over de næste fem år investeres min. to mia. kr. årligt i borgernes sundhed, hvis der virkelig skal gøres en forskel. En folkesundhedsreform skal fastsætte præcise nationale mål for indsatsen over for folkesygdomme, risikofaktorer og reduktion af den sociale ulighed i sundhed, som regioner og kommuner skal forpligtes til at gennemføre. Desuden skal al lovgivning vurderes med henblik på konsekvenserne for folkesundheden f.eks. momsbelægningen på sunde fødevarer. Der er et alarmerende behov for, at der skal ske noget på forebyggelsesområdet ¿ og det skal være nu! [ Karl H. Bornhøft. Mursejlervej 9, Hjørring, er folketingskandidat (SF) i Aalborg Nord, byrådsmedlem og formand for sundhed, ældre og handicapudvalget i Hjørring Kommune. E-mail: karl.bornhoeft@hjoerring.dk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...