Ja til sundhed, nej til kræft!

Regionerne bliver endnu større dødssejlere end amterne, forudsiger de kloge. For hvad skal vi vælgere egentlig ulejliges for?

Hvad står der på en regionspolitikers valgplakat? Nu er det jo ellers ikke fordi, at danske politikere plejer at vælte om sig med kreative slogans. En magtfuld og mærkelig tradition tilskriver, at valgplakater helst bruges til at sammenkoble et navn og et ansigt. Som om det at have en næse midt i ansigtet i sig selv udgør politisk propaganda af høj karat. Spørgsmålet om regionspolitikeres valgplakat er alligevel aktuelt. For ikke så længe siden blev Lars Løkke Rasmussen spurgt til, hvad der kunne stå på regionspolitikernes valgplakater. En af landets dygtigste debattører lagde an til at svare. - Øh...., begyndte han. - Jamen, der kunne stå... øh". Længere kom han aldrig. Efter en historisk lang pause konkluderede Lars Løkke Rasmussen, at det "for øvrigt ikke var hans opgave at finde på valgplakater" og skiftede emne. Muligvis havde Løkke blot en dårlig dag. Alligevel kan ministerens tøven se som udtryk for noget ganske reelt: Om en måned skal danskerne vælge 205 politikere, som får en ny og særlig rolle i dansk politik. En birolle. De skal fungere som en art bestyrelse for sygehusvæsnet inden for deres region. De skal drive nogle få sociale institutioner, som kun en mikroskopisk andel af danskerne nogensinde kommer i kontakt med. Slutteligt skal de dirigere den "regionale udvikling", hvilket i menneskesprog især betyder at skabe nogle arbejdspladser. Ifølge kandidaterne er sidstnævnte opgave rasende interessant, fordi den har så vide og løse rammer. Kritikerne synes tværtimod, at luftighed er regionspolitikeres store og grundlæggende problem. Fire møder á 17.500 De kommende regionspolitikere kan hver især se frem til en årsgage på 70.000 kroner. Til gengæld skal de kun mødes fire gange om året, men det skulle også være nok til at løse opgaverne. Regionspolitikerne får nemlig ikke lov til at prioritere midler rundt mellem de få områder, de har ansvaret for. De må prioritere midler inden for sundhedsvæsenet, men kun i det omfang deres idéer ikke kolliderer med sundhedsministerens. Når Folketinget vedtager en ventetidsgaranti for laserbehandling af uønsket hårvækst, mister regionsrådene i det store hele muligheden for nedprioritere området - til fordel for efteruddannelse af sygeplejerskerne, nye mikroskoper til patologerne eller andet. Ingen indtægter I hele diskussionen om den nye struktur har den største kritik fra eksperter og opposition været, at regionerne ikke selv må opkræve skat. Det med skatten lyder meget teoretisk, men det er helt centralt for indholdet af regionpolitikernes arbejde. Man behøver blot bladre rundt i regionskandidaternes valgoplæg . Kandidaterne vil nemlig helst bruge penge. På telemedicin, forbedret service, mere tryghed under sygehusindlæggelser osv. Når hospitalerne lader et væld af forskellige læger tilse samme patient, skyldes det naturligvis hverken ondskab eller dumhed. Det handler om ressoucer: Om at udnytte hvert minut af et begrænset antal lægers tid. Menneskelig kontakt koster også penge. Pengene kan politikerne ikke selv hente via skatten, og derfor kan de i princippet kun udstede vejledende valgløfter. Og vælgerne kan ikke holde regionspolitikerne ansvarlige for deres løfter; når regionerne ikke har råd til det hele, vil de 205 politikere blive fristet til at skyde skylden på stat og kommuner, for de har ikke selv indflydelse på pengekassens størrelse. Hvis regionerne kunne udskrive skat, ville fælden til gengæld klappe: Vælgerne havde et simpel pejlemærke for, om deres regionsråd opfører sig økonomisk ansvarligt. Regionspolitikerne ville med andre ord være lige så interesseret i spare en krone ét sted som i at finde et festligt sted at bruge den. Dødssejler Samfundsforskere er sjældent enige. Pessimismen på regionernes vegne er en undtagelse. Professor i statskundskab Tim Knudsen har en ganske kort og brutal karakteristik af regionerne. - Jeg er overbevist om, at regionerne er dødsdømt. Professoren mener ikke engang, at konstruktionen kan være alvorlig ment. Intet tyder på, at regionsrådene bliver økonomisk ansvarlige, en tendens der ifølge Tim Knudsen forstærkes af, at regionernes rolle er forvirrende og uigennemskuelig for den almindelige vælger. Professor Poul Erik Mouritzen forudsiger, at det overordnede ansvar for sygehusene vil fordufte i det komplicerede maskineri, hvor regioner skal sende regninger til kommunerne for nogle behandlinger, som sundhedsministeren et langt stykke henad vejen har fastlagt. - Når alle kan holdes ansvarlige, kan ingen holdes ansvarlige, siger Poul Erik Mouritzen til Mandag Morgen. Lektor Ove Kaj Pedersen: - Det er på ingen måde en sund demokratisk organisering. Regionerne vil i stort mål blive et organ, som der ikke er almen interesse omkring. Mens visse eksperter ikke vil afskrive, at idérige regionsråd kan hjælpe til at skabe nye arbejdspladser rundt omkring i landet, så er synet på deres økonomi og borgernes engagement i regionerne kulsort. Hvad bliver regionerne så til? og er der nogen mulighed for, at borgerne vil tage dem til sig? Man kan for eksempel kigge lidt på, hvordan amterne har måtte kæmpe for vælgernes opmærksomhed. Av mit amt Titusindvis af skolebøger i samfundskundskab for 9. klasser skal kasseres, og et ukendt antal spørgsmål i Trivial Pursuit har mistet deres brod. Måske har det altid været i kategorien ligegyldig viden at kende amtsgårdenes placering i Sorø og Aabenraa. Fra 1. januar 2007 er den viden i hvert fald ubrugelig. For at blive i kategorien har Danmark haft amter siden 1662. Alligevel kendte kun hver anden dansker i 2000 sin amtsborgmesters navn. Kun hver fjerde havde et kvalificeret bud på, hvad de betalte i skat til amtet. Alt i alt tydede en undersøgelse det år på, at 30 år ikke var tilstrækkelig med tid til at give befolkningen greb om amternes funktion. Kovenderne De eneste helhjertede fans af regionerne er faktisk kandidaterne til regionsrådene. Det mest pudsige er, at flertallet af seriøse kandidater hørte til regionernes voldsomste kritikere for ganske nylig: Dengang var de nemlig amtspolitikere. Ingen har dog foretaget en mere spektakulær kovening end Amtsrådsforeningens formand, Kristian Ebbensgaard (V). Han har flere gange forudsagt, at økonomien bliver en katastrofe, hvis regionerne ikke får lov at udskrive skat - hvad de ikke får. Han har sagt, at aflønningen på 70.000 om året nedvurderer regionspolitikernes arbejde. Helt galt ville det gå, skrev Kristian Ebbensgaard i en kronik, hvis regionerne bliv for store, så Fyn eksempelvis ikke længere fik sin egen region. - Syv regioner er absolut mindste antal. Færre end det vil true landets magtbalance og sammenhængskraft. Det er ikke i befolkningens endsige Folketingets interesse. Det var dengang. I dag fører Kristian Ebbensgaard valgkamp under sloganet: "Ny struktur - Nye muligheder." - Man kan godt tage den negative indgang, men det er der ingen grund til. Jeg har været meget kritisk, men jeg befinder mig også i realiteternes verden. Nu er der en lovgivning, der fastlægger fordelingen mellem stat, kommuner og regioner, siger Kristian Ebbensgaard om holdningsændringen. Han hæfter sig især ved, at regionerne har en rolle i erhvervsudviklingen, som der er politik i, og så mener han, at der er stor værdi i, at der er direkte valg til rådene. Samtidig erkender han dog, at sygehusopgaven uden skatteudskrivning ikke rigtig lægger op til de store politiske skel. - Min holdning er, at pengene bliver brugt bedst muligt, og at vi sikrer valgmuligheder. Jeg ved ikke, om der er uenige om det. Det kan også være spørgsmål om lysten og viljen til at prøve noget nyt, men det er rigtigt, at alle ønsker et godt og sundt liv, så der er ikke så stor forskel på holdningerne til sundhedsvæsnet, siger Kristian Ebbensgaard, der dog først og fremmest har at stille op for at sikre, at de ting, han har arbejdet for i amterne bliver ordentligt overdraget. Og så er der lige spørgsmålet om valgplakterne, for hvordan fik han ideen til den. - Det er jo ikke mange ord - men jeg mener, at der er nogle nye muligheder. I de kommende uger vil landets lygtepæle vise, om der er nogle af de andre kandidater, der er uenige i det.