EMNER

Jackpot fra seks kasinoer

AALBORG: Et nyt spil ser i morgen dagens lys på både Kasino Aalborg og på landets fem andre kasinoer. For kun tre kroner kan man score jackpot på minimum to millioner kroner i det nye spil Casino Danmark Jackpot. De særlige Jackpot-automater på de seks kasinoer er forbundet med hinanden i et netværk, så alle spilindsatser går i en landsdækkende pulje. Derfor vokser puljen hurtigt, og casinoerne garanterer desuden, at den aldrig kommer under to millioner kroner, uanset om der lige er udbetalt jackpot på nok så mange millioner. Hvad enten man befinder sig på kasinoet i Aalborg, København, Helsingør, Odense, Vejle eller Århus, kan alle i lokalet følge med i puljens vokseværk på en lystavle. Selv om man måske ikke scorer jackpot på flere millioner kroner lige præcis dén aften, er der generelt gode chancer for at vinde i Casino Danmark Jackpot - for hele 9 ud af 10 kroner udbetales nemlig i præmier. Det er dobbelt så meget som i fx Lotto. geertsen