Jackpot i Det Lille Casino

44.000 kr. væk efter uønsket besøg på spillehal i Hadsund

Tyverier 13. marts 2003 07:00

HADSUND: Knapt et halvt år fik automathallen Det Lille Casino øverst i Storegade i Hadsund lov til at fungere, før indbrudstyve natten til onsdag begik indbrud. Da bestyrer Willy Jørgensen dukkede op til dagens dont i går formiddags, mødte der ham et syndigt rod. Vekselautomaten inden for døren stod på vid gab, efter at ståldøren var brækket op, øjensynligt med et koben. På gulvet i rummet ud til Storegade lå pengebokse fra flere af stedets 18 spilleautomater strøet ud, efter at tyvene havde tømt dem for indholdet, 2600 kr. hver. Men først gradvist gik sagens realiteter op for Willy Jørgensen. - Døren stod åben, og jeg troede, at min afløser havde glemt at låse den om aftenen. Så lagde jeg mærke til, at der stod en pakke fra postvæsenet midt på gulvet. Postbudet har tilsyneladende bare sat den der og gået igen. Han vinkede ellers, da jeg mødte ham på vej op ad Storegade, fortæller bestyreren, der valgte at tage situationen fra den lyse side. - Ja, nu får jeg mig da et par fridage. Det tager da nogen tid at få repareret det hér, siger han og kigger ud over ødelæggelserne. Tyvene skaffede sig forholdsvist let adgang ved at afliste glasruden nederst i indgangsdøren og havde altså koldblodighed nok til at ordne den opgave fuldstændigt synlige for eventuelle forbipasserende og beboere. Da først ruden var væk, kunne de åbne døren indefra. Fem af automaterne er forsynet med ståldøre til kontanterne, og her blev det ved forsøget, men ellers brækkede tyven eller tyvene 13 spilleautomater med trælåger op og tog de kontanter, de kunne få fat i. Også vekselautomaten blev brækket op, og det samlede udbytte er opgjort til cirka 44.000 kr. Der var ingen alarm på, så i den forstand har tyvene kunnet arbejde uhindret. Men i betragtning af, at der er naboer over og ved siden af spillehallen, har de alligevel opført sig ret koldblodigt. - Det må have larmet ad pommern til, da de brækkede automaterne op, siger han og demonstrerer tillige, hvordan tyvene har været nødt til at ryste beholderne for at få mønterne ud. Tabet rammer i første omgang Midtjysk Automatservice i Herning, der altså stod bag åbningen af spillehallen i november 2002. Selskabets direktør Villy Christensen var i går i tvivl om, hvorvidt tabet dækkes af forsikringen. Han siger, at indbrud og røveri er en sand svøbe for branchen, efter at man for et år siden som følge af en lovændring opgav spillepoletterne til fordel for kontanter. Han forklarer, at man vurderede, at placeringen af spillehallen i Hadsund gjorde det unødvendigt at installere en alarm. - Det ligger lige ud til hovedgaden, og der er flere naboer, så tyvene må have været ret frække, mener han. Alarmen bliver nu installeret, og i det hele taget er direktøren indstillet på, at de i snit 15 daglige gæster hurtigt kan trykke de enarmede på næven igen. - Jeg regner med, der går en dag eller to, siger han. Det lykkedes politiassistent Preben Frost, Hadsund, at få et sæt næsten perfekte fingeraftryk fra vekselautomaten, så stammer de fra gerningsmanden eller en af gerningsmændene, og er denne kendt af politiet, så skulle der være gode muligheder for at finde frem til vedkommende.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...