Jacksons læge var berørt i retten

Anklager hævder, at Michael Jackson lagde sit liv i hænderne på sin læge. Forsvareren mener, at sangeren selv var skyld i sin død efter stort medicinindtag

Læger 29. september 2011 06:00

LOS ANGELES: Retssagen mod Michael Jacksons personlige læge Conrad Murray blev tirsdag indledt i Los Angeles på en noget usædvanlig måde. Anklageren lagde ud med at vise juryen et billede af den afdøde sanger liggende klædt i hvidt på en hospitalsseng. Efterfølgende blev der afspillet lydoptagelser, hvor Michael Jackson med sløret stemme fortæller om sine forventninger til det store comeback-show, som sangeren var i færd med at forberede, da han døde 25. juni 2009. I sin indledende bemærkninger konstaterede anklageren David Walgren, at Conrad Murray er skyldig i "grov uagtsomhed", og det førte direkte til popstjernens død. Lægen er tiltalt for uagtsomt manddrab, fordi han gav Jackson et sovemiddel, som viste sig at være dødeligt. - Beviserne vil vise, at Jackson bogstaveligt lagde sit liv i hænderne på Conrad Murray, sagde Walgren, mens hundredvis af demonstranter stimlede sammen foran bygningen for at kræve en hård straf til Murray. - Denne fejlplacerede tillid kostede Michael Jackson hans liv, fortsatte anklageren. - Bevismaterialet vil vise, at Murray gentagne gange handlede groft uagtsomt og gentagne gange afviste den passende omsorg for sin patient, Michael Jackson, konstaterede han. Murrays forsvarer hævdede, at Jackson selv var skyld i sin død ved at tage en ekstra dosis af sovemidlet. - Han gjorde det uden sin læges viden, uden lægens accept og mod lægens ordrer. Han var selv skyld i sin død, sagde Murrays forsvarsadvokat Ed Chernoff. Ifølge Chernoff tog Jackson otte piller på hver to milligram af stoffet lorazepam, nok til at få seks personer til at falde i søvn, uden Murrays viden. Jackson fulgte op med at tage en ekstra dosis af det kraftige bedøvelsesmiddel Propofol for at falde i søvn. Dræbende dosis Kombinationen var dræbende. - Han døde omgående. Han døde så hurtigt og pludseligt, at han ikke engang nåede at lukke sine øjne, sagde Chernoff. Murray har aldrig benægtet, at han selv gav Jackson Propofol, som normalt anvendes til bedøvelse ved operationer, men han benægter at have efterladt Jackson i en tilstand, som var livstruende for sangeren. Conrad Murray var tydeligvis bevæget under det indledende retsmøde, og på et tidspunkt under høringen tørrede han tårer væk fra sit ansigt. Det kom også frem, at Murray nærmest blev tvunget til at give Jackson Propofol. - Hvis jeg ikke får sovet, kan jeg ikke gennemføre mine prøver. Gennemfører jeg ikke prøverne, kan jeg ikke gennemføre showet, og så er jeg en fiasko, blev sangeren citeret for at sige i forsøget på at overbevise Murray om nødvendigheden af midlet. Det første vidne i sagen var Kenny Ortega, producent og meddirektør på Jacksons store comeback-show. Ifølge Ortega var Michael Jackson tilsyneladende helt ved siden af sig selv kort før sin død. 19. juni ankom Jackson til prøverne i Los Angeles i en forfærdelig tilstand. Forkommen og fortabt - Michael virkede forkommen, fortabt og forvirret, forklarede Ortega og fortsatte: - Jeg madede ham og pakkede ham ind i tæpper, så han kunne få varmen igen, masserede hans fødder for at berolige ham og ringede til hans læge. Det knuste mit hjerte. Han var som et fortabt barn. Anklager David Walgren fremhævede, at da en bekymret Ortega kontaktede Conrad Murray, blev han afvist af lægen. - Du skal ikke bekymre dig om hans helbred. Det er mig, der er lægen, svarede Murray ifølge anklageren. Fire dage senere var Michael Jackson som forvandlet. Fyldt med energi, arbejdslyst og entusiasme, ifølge Ortega, som efter øvelserne krammede Jackson og takkede ham for dagens indsats. Det var sidste gang Ortega så Jackson i live. Retssagen er berammet til at vare i fem uger. Erklæres Conrad Murray skyldig, kan han idømmes op til fire års fængsel.ritzau/Reuters

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...