Jacob ”Falck” scorede to mål og var bedste spiller

Fodbold 10. oktober 2006 06:00

AABYBRO: Aabybro spillede uafgjort 2-2 i søndagens udekamp i serie 2 mod Vrå/Børglum Aabybro startede nervøst i den svære udekamp mod et hold, der ikke havde noget at spille for. Det var derfor en dårlig start, men i løbet af 1. halvleg fik holdet styr på spillet og midt i halvlegen fik Esben Hansen en stor chance efter hjørnespark, som han imidlertid sparkede over målet. Hjemmeholdet havde også et meget farligt frispark, som Aabybros målmand parerede i stor stil. Derfor var det retfærdigt nok, at stillingen ved pausen var 0-0. Kort inde i 2. halvleg fik Kim Lindegård comeback efter 5 ugers skadespause. Aabybro fik lagt et rimeligt pres på Vrå, hvilket resulterede i en del løse chancer og én stor til indskiftede Kim Lindegård. Efter 70 minutter scorer Vrå 2 mål indenfor 1 minut på to kæmpe forsvarsfejl. Kort efter får Vrå et gult kort, og det var Aabybro ikke sen til at udnytte, da de scorede til 2-1 på hovedstød af Jacob ”Falck” Jensen. Da der mangler 12 minutter af opgøret, scorer Jacob ”Falck” Jensen sit andet mål til 2-2 efter godt forarbejde af Kim Lindegård. I resten af kampen havde begge hold muligheder for at vinde. - Uafgjort var et passende resultat og efter at være bagud med 2 mål, evnede vi at vende et truende nederlag. Så derfor var det ekstra godt for moralen, sagde træner Jørgen Bille Christensen. Aabybro skal lørdag spille udekamp mod en af oprykningskandidaterne Skagen. Bedste spiller for Aabybro blev Jacob ”Falck” Jensen. p.b

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...