Naturvidenskab

Jacob Peder tyggede sig gennem fjordens knækbrød

Isen giver indtil videre absolut ingen problemer

HOBRO:Isen var ikke meget tykkere end et stykke knækbrød, og med en glubende appetit tyggede Jacob Peder sig i går gennem denne nytårsrentning tilberedt og serveret af frøken Frost. Det tog bare tre timer, så var det kolde bord sat til livs, og i stedet flød det alle steder med isterninger, som ville have gjort sig godt i cocktailglas. Det var på Mariager Fjord, at Jacob Peder gjorde kur til frøken Frost. Den stolte isbryder med hollandsk jern skjult i skroget bevægede sig let og elegant gennem det våde element, ja det nærmest gled som i olie. Isen havde en tykkelse på bare fem til syv centimeter, og det er altså ikke noget, der hverken kan imponere eller give en maskulin og stærk krabat af Jacob Peders størrelse det mindste besvær. - Jeg kan slet ikke forestille mig, at der vil opstå en situation, som vi ikke kan håndtere. Uanset vinterens længde og hårdhed, vil isen på fjorden aldrig blive tykkere end omkring 45 centimeter, og det kan Jacob Peder gå i gennem, selv om det selvfølglelg ikke vil gå helt så stærkt, som i går, siger Karl Johan Rysz, som sammen med kollegerne Hans Quist og Ole Leth udgør den faste besætning ombord på isbryderen. Denne vinters jomfrusejlads gik først til Kongsvad og derefter til inderhavnen i Hobro. Ikke fordi der var problemer i egentlig forstand, men mere fordi, selv tynd is faktisk kan drille de skibe, der med langsom kraft skal vende rundt i den smalle havn. Efter aftale med lodsen bestemte man sig derfor til at knække den tynde is. - Men uanset om vi får isvinter eller ej, bliver det altså hverken i Hobro Havn eller i sejlrenden, at vi vil få problemer. Hvis ikke vi kan sejle, så stanger vi os i gennem, og først når turen fra Hadsund til Hobro tager et døgn eller mere, begynder det at blive træls, siger Karl Johan Rysz. Ved Barren har der ved tidligere isvintre været bundsat, og sker det igen, kan man for alvor begynde at snakke om is-besvær. - Men endnu har Jacob Peder aldrig måttet give op. Vi bliver ved, indtil isen er brudt, garanterer Karl Johan Rysz. Den seneste isvinter går helt tilbage til 1985. Der var også isdannelser i bl.a. 1994, men i følge Karl Johan Rysz var den dog ikke meget hårdere end smør. Jacob Peder har i øvrigt været tilknyttet Mariager Fjord siden 1979. Den blev oprindeligt bygget som bugserbåd på hollandsk værft i 1962, og i de efterfølgende år sejlede den som bugserbåd i København. Jacob Peder har 660 hestekræfter og motoren er en fem cyl. Alfa Diesel fra Frederikshavn.