Jacob Peter genoplives

Isbryderen bliver vinterklar, men har nok ikke langt igen.

Jacob Peter repareres nødtørftigt, men endnu er det uvist, hvad der skal ske på længere sigt.Foto: Martin Damgård

Jacob Peter repareres nødtørftigt, men endnu er det uvist, hvad der skal ske på længere sigt.Foto: Martin Damgård

Hvis ikke vejret pludseligt slår om, bliver slæbebåden Jacob Peter, der også fungerer som isbryder på Mariagerfjord, klar til en eventuel isvinter. Det står klart efter onsdagens møde i Fjordudvalget, der består af repræsentanter fra Mariagerfjord Kommune og de to store virksomheder Akzo Nobel Salt, og H.J. Hansen. Udvalget besluttede nemlig at lade Jacob Peter reparere. I første omgang kun for cirka 300.000 kroner, hvilket vil gøre skibet funktionsdygtigt. Det ligger p.t. til kaj i Hadsund, efter at det for et par uger siden måtte give op over for opgaven at bringe et grundstødt fragtskib flot. I Fjordudvalget har man dog længe forinden været bekendt med, at Jacob Peter sejlede på lånt tid. Ifølge Lars Højmark, fagchef for Teknik & Byg i Mariagerfjord Kommune, har man også længe været i gang med at finde en løsning. - En løsning er selvfølgelig at købe et andet skib, men markedet for isbrydere er meget begrænset. Vi har prøvet at spørge os for, men hidtil uden held. Man vil gerne chartre både til os, men med mandskab, og det er et problem, da Mariager Fjord kræver en høj grad af lokalkendskab, forklarer han. En anden mulighed er at gennemføre en større renovering af Jacob Peter til anslået seks-syv millioner kroner. Og den løsning er stadig i spil. - Fordelen er, at skrogtykkelsen på Jacob Peter er meget større end de skibe, man bygger i dag. Det vil sige, at skroget vil kunne holde i hvert fald i 30 år, men spørgsmålet er, om det bedre kan betale sig at købe et andet skib brugt. Men det er der altså ikke truffet nogen beslutning om, fortæller Lars Højmark.